mandag den 9. maj 2011

Refleksioner

Jeg benytter altid dagen efter et løb til at reflektere over, hvad der gik godt, og hvad der gik mindre godt. Først vil jeg sige, at jeg er meget glad for gårsdagens resultat. Delmålet var at komme under min bestående løbstid på 1:51:36. Målet var at komme under 1:45:00. At løbe 1:41:32 oversteg alle mine forventninger, fordi træningen det sidste halve år har været - mildt sagt - meget svingende, både løbemæssigt og mentalt.

Det, jeg er mindre tilfreds med, er, at jeg løb 2. havdel af løbet over 3 min. langsommere end 1. halvdel. Det er et dårligt disponeret løb! Min største force som løber er, at jeg er god til at løbe i et meget stabilt tempo. F.eks. var der kun 1 min. forskel på min 1. og 2. halvdel af Hamburg Marathon 2010, hvor jeg satte PR på halv- og hel marathon.

Fejlen lå i mit alt for høje udgangstempo, men det er ikke så nemt at holde igen, når 6000 løbere bliver sluppet afsted. Så følger man med masserne, hvis man ikke passer på. Det plejer jeg ellers at være rigtig god til, men i går slog det altså fejl. Endnu en gang fik jeg understreget hvor vigtigt, det er at løbe sit eget løb.

1:41:32 - i dag har jeg hænderne over hovedet :-D

Lidt småting:
Velcroremmen til 205 virker perfekt. Absolut ingen trykmærker efter uret, så remmen kan stærkt anbefales.
Skulderen mærkede jeg intet til under løbet. Det har murret lidt i går aftes og i formiddags, så det er heldigt, at jeg skal til fys. senere i dag.
Ryggen har været lidt øm i går aftes, men det er nok at forvente fremover. Jeg kan klart mærke forskel på ømhed pga. løb og smerter pga. diskusprolaps, så bare jeg er opmærksom på forskellen, er jeg ikke bekymret.

Jeg har lagt en ny info-boks i højre side: nyttige links med sider jeg bruger, når jeg planlægger træning og løb.
Beregneren bruges til at finde det rigtige træningstempo til de forskellige træningsformer. Optimalt bør en træningsuge indeholde intervaller, tempoture og rolige ture, og for at opbygge formen er det vigtigt at træne i det rigtige tempo. Det er især de rolige ture, man er tilbøjelig til at løbe i et alt for hurtigt tempo (undertegnede inkl.).
De 2 løbskalendere er dem, jeg selv benytter, når jeg skal finde løb. Motionslob.dk er den bedst opdaterede kalender med løb i DK. Det handler om alle distancer fra 5 km til ultraløb. Ultraløbskalenderen er tysk og bliver konstant opdateret med løb i hele verden.

Dagens træning: 12 km restitutionsløb. Ovenikøbet i det rigtige tempo ;-)

søndag den 8. maj 2011

Garmin Forerunner 110 på tilbud

Macon gør opmærksom på, at Elgiganten har tilbud  på Garmin Forerunner 110  til 999 kr. Det fremgår, at herreuret er inkl. pulsmåler. Der findes en model af unisex-uret uden pulsmåler, så tjek lige det, hvis du overvejer at bestille uret. Normalprisen er 1800 kr.

BT Halvmarathon

Det blev en varm dag på kontoret! DMI´s vejrstation viste 17,5 gr. kl. 11, da starten gik på halvmarathon, og 20 gr. et par timer efter. Der var ikke meget skygge på ruten, og de mange små stigninger gjorde også deres arbejde med at trække tænder ud.

Der var 8.000 tilmeldte, fordelt på 10K og halvmarathon, og med så stort et felt bliver man nemt trukket med i et for højt udgangstempo. Min 2. km blev løbet på 4.29, og det er alt for hurtigt med min nuværende form. Jeg tog lidt af farten af og fik en mellemtid ved 10 km på 46:23. Normalt bruger jeg ikke depoter på halvmarathon, men pga. af varmen valgte jeg at tage vand ved 6,5 - 12,2 og 16,5 km. Det sidste depot ved 19 km er spild af tid, da man ikke kan nå at gøre brug af væsken. Der blev også uddelt våde svampe i samtlige depoter, så man kunne blive kølet lidt ned.

Efter 2. depot gik jeg død. Kunne simpelthen ikke komme op i omdrejninger igen efter det lille stop. De sidste 10 km blev en mental kamp, hvor jeg tog 1 km ad gangen. Varmen forsatte, og det samme gjorde de små djævelske stigninger. Splittiden ved 20 km viser et tidstab på 3:10 min på disse 10 km: 49:33. Trods et dårligt disponeret løb kom jeg alligevel i mål i 1:41:32, hvilket er langt bedre, end jeg havde forventet.

Kort tid efter målgang mødte jeg Anders Licht-Larsen, som jeg skal til Berlin med. Han er normalt hurtigere end mig, og kun pga. en skade, der har sat ham tilbage træningsmæssigt, slog jeg ham med ½ min. Der skal ikke meget til at glæde mig ;-)

Tiden gav en 18. plads ud af 309 i min aldersgruppe og en 74. plads ud af 1898 startende kvinder. Nr. 1046 overall ud af 5677 løbere.

Vi fik hentet min tøjpose og tog en af de indsatte gratisbusser tilbage til startområdet i Lyngby. Anders kørte mig til Birkerød, og da jeg kom hjem - noget brugt - ventede blomster og chokolade. Ikke pga. af løbet, men fordi det er Mors Dag :-)

lørdag den 7. maj 2011

Realitetstjek

Nogle gange må man se realiterne i øjnene, og min realitet er, at jeg får ikke lavet styrketræning hjemme. Masser af gode intentioner, men det bliver dælme ikke til ret meget! Endelig er min diskusprolaps faldet til ro, og det vil være tåbeligt, hvis jeg ikke udnytter det til at komme i gang med forebyggende træning, og det betyder - igen igen - fitnesscentret. Ja, det koster 295 kr./mdl i Fitnessdk (lidt rabat med Poltiken Plus), men det er endnu dyrere at skulle til behandling hos fys. med jævne mellemrum, og så kan livskvalitet i øvrigt ikke gøres op i penge. Jeg overtager min datters medlemsskab pr. 1. juni. Planen er at supplere med hold i bodycombat, pilates og yoga. Eller måske mere korrekt: at supplere holdtræningen med styrketræning, for jeg ved godt hvilken del, der vil kede mig mest.

DM i 24 timers løb. Det gør stadig ondt at opgive tanken, og jeg bruger alle argumenter for at overbevise mig selv om, at det eneste fornuftige er at udskyde 24H. Det bedste argument er, at min datter bliver student i den efterfølgende uge, og det kan bliver mandag, tirsdag eller onsdag. Hvis det bliver mandag, skal jeg ikke stå nedslidt og træt, når jeg skal give hende hue på. 'Men hvis det nu bliver tirsdag eller onsdag?', hvisker djævlen..
Men mon ikke fornuften sejrer, og jeg i stedet for løber Spartas kvindeløb som jeg har vundet startnr. til?

Sommetider føler jeg, at jeg rider på 2 heste, for forberedelserne til et 24H løb i august er såmænd gået i gang. Coachen (der nu er i Atacama ørkenen) har sagt god for grundplanen til træningen. Forslaget om et løb i slutningen af august er også faldet i god jord, selv om det betyder, at Berlin Marathon 'kun' bliver for deltagelsens skyld, ikke et PR-forsøg. Løbet, jeg har i tankerne, begynder en fredag, og jeg har fået fri fra den sidste nattevagt. Så alle formaliteter er i orden. Nu skal jeg bare have hovedet med.

Men først skal jeg løbe BT Halvmarathon i morgen, og det er jo langt mere overskueligt.

fredag den 6. maj 2011

Nu på velcro

Bare rolig, det er ikke et nyt vidundermiddel indenfor smertebehandling - og dog. For mit problem med tryk på håndledsknysten og dermed følgende smerter er løst. Jubii :-)

Da jeg læste nogle af DC Rainmakers indlæg, opdagede jeg, at Garmin har lavet en velcrorem til 205/305 . Noget jeg har været på jagt efter, siden jeg både læste og fik fortalt, at et velcroarmbånd måske kunne løse mit problem. Det lykkedes ikke min urmager at skaffe en rem hjem, der var lang nok. Den skal nemlig være ekstra lang for at kunne følge knækket på uret. Så faktisk havde jeg opgivet, og det er en af grundene til, at jeg begyndte søgningen af et nyt ur.

En hurtig google viste, som i kan se af linket, at Løberen forhandler denne specielle rem. En opringning til Lyngby afd. for at være sikker på, at de havde en liggende. Pyha, den var hjemme! Men da jeg kom frem, viste det sig, at det var et løbe/cykel-sæt til 250 kr. Servicen fejler aldrig noget i Lyngby, og jeg fik remmen til 150 kr. Og det har givet god luft til knysten, som det fremgår af foto.


Og selv om jeg ikke har brug for cykelanordningen, så vil det være dumt ikke at benytte den, når den følger med.


Man klikker uret af remmen og sætter det over på styret. Det gør uret velegnet til triathlon.

Foto fra DC Rainmakers anmeldelse af Garmin Forerunner 305
Nu står jeg bare med et lille bitte problem: Jeg skal læse manualen for at finde ud af bruge uret opdelt til løb og cykling. Jeg ved, at de fleste vil sige, at det er uhyre nemt, men det er fordi, i ikke har samme manual-blokade som mig. Sådan en tingest kunne lige så godt være skrevet på kinesisk!

DC Rainmaker

Det har været en rolig nat på jobbet, så jeg har haft tid til at google om løbeure, og undervejs fandt jeg en rigtig god hjemmeside fra DC Rainmaker .

Han er løber og triathlet, og han skriver nogle grundige anmeldelser af løbeure, primært Garmin. Anmeldelserne er ledsaget af mange fotos, så selv manual-analfabeter som mig kan være med. Der ligger bl.a. anmeldelser af Nike+ sportwatch , Garmin Forerunner 310XT og det nye ur med touchskærm Garmin Forerunner 610 .

God fornøjelse

torsdag den 5. maj 2011

Lidt mere om uret fra Nike

Jeg har forhørt mig hos Tommy Støa, som tester uret fra Nike, og det er ikke rigtigt, at der skal bruges footpod. GPS virker præcis som hos Garmin! Garmin er mere kompatibel med online træningsdagbøger, så tag det med i betragtning, hvis du bruger den slags. Desuden oplever han, at der er begrænsede muligheder for, hvad man kan se på skærmen.

På løbemesse

Motivationen kræver lidt hjælp, og den lette løsning er nyt gear :-D

Jeg har været i Lyngby for at afhente mit startnr., og jeg var selvfølgelig også rundt på løbemessen samme sted. Masser af tøj og løbesko på tilbud. Jeg fandt et par letvægtssko fra Nike nedsat fra 1200 kr. til 599 kr. Det tilbud kunne jeg ikke stå for!

Nike Lunar Elite+
Jeg fik også en lang snak med sælgeren fra Garmin. Jeg fik afprøvet 310xt samt 210 på mit håndled, som får tryk på knysten af 205, med mindre jeg lader det sidde løst.
Der er messetilbud på 110, nedsat til 1300 kr. Det ligner 210 (pris: 2000 kr.), men har ikke mulighed for indkodning af intervaltræning samt har hård strap til pulsmåler.
Vi talte også om det nye gps-ur fra Nike, men det ser Garmin ikke som en konkurrent på markedet for gps-ure, bl.a. fordi man skal bruge footpod for at få data. Poden skal ikke kalibreres, men det er da irriterende, hvis det er rigtigt, så det må jeg lige undersøge. Indtil videre løber jeg videre med 205.

Oversigt over Garmin-ure

onsdag den 4. maj 2011

Tilmeldingen er lukket

Så er foredraget om Poserunning udsolgt i Lyngby. Det var i sidste øjeblik, jeg fik tilmeldt mig! Hvis der var andre, der havde udset sig muligheden for ny viden, håber jeg, at I også kom med.
Min baggrund for at tilmelde mig er, at jeg håber at få vejledning omkring den bedst mulige løbeposition til gavn for min ryg. Deltagerne bliver videofilmet under de praktiske øvelser, så det giver mig en mulighed for at se mig selv. Man løber nok altid anderledes, end man forestiller sig. Spændende og lidt skræmmende.

Det er også ganske tiltalende læsning, at Jesper i en kommentar til gårsdagens indlæg skriver, at han er blevet hurtigere ved at skifte fra hællander til midtfodslander. Jeg kan jo altid håbe :-)

Den årlige kampagne Vi cykler på arbejde er i gang. Foreløbig er 92.407 tilmeldt. Jeg er med på en 12 personers hold på Steno, og vores holdkaptajn var hurtigt ude med tilmeldingen. Så hurtigt at vi var blandt de første 3000 tilmeldte, hvilket udløser en gevinst i form af en cykelcomputer. Nice. Sådan en har jeg aldrig haft.

På søndag skal jeg som bekendt løbe BT Halvmarathon, og jeg har fået det flotte runde nr. 1300. Jeg har deltaget i løbet 1 gang tidligere, i 2007, hvor jeg løb i tiden 1:51:36, så målet må være at slå den tid. Formkurven er ikke til ambitiøse udmeldinger. De kommer først senere på året...


Det er 4. maj.
Husk at sætte lys i vinduet i aften

tirsdag den 3. maj 2011

Foredrag

Jeg vil gøre opmærksom på, at Løberen ofte afholder spændende foredrag. Bl.a. kan man høre Torbjørn Sindballes foredrag om triathlon samt deltage i en workshop om Poserunning med Ole Stougaard. Jeg har netop tilmeldt mig sidstnævnte i Lyngby. Læs mere her

Løbestil

Jeg er ikke nogen løbestilsekspert, men jeg bruger meget tid på at studere andre løberes stil, når jeg træner eller deltage i løb, fordi jeg synes, det er morsomt og lærerigt. Studier viser, at den optimale kadance ligger på 180 skridt i minuttet (nogle steder står der 90, men det er fordi, det opgøres pr. ben), og det, der er mindst belastende for kroppen, er midtfods- og forfodslandning. Når man bliver træt, falder man sammen i kroppen, og skridtene bliver langsommere og tungere = lavere kadance. Man hænger simpelthen for længe på jorden, og så længe, man gør det, kommer man jo ikke videre!

Landsholdsløber (24 timers ultralandsholdet) og fysioterapeut Frederik Lassen har skrevet en fin artikel om løbestil, og Ole Stougaard, som jeg tidl. har omtalt , kan her ses i en video om poserunning

Man kan lære meget af at læse og høre, men sommetider siger et billede mere end 1000 ord, og med venlig hjælp fra Torbjørn Sindballe kan jeg vise et foto, der gjorde et stort indtryk på mig under foredraget i Politikens Hus.

Foto: Nils Nilsen - Triathlete Magazine

Det viser Craig Alexander foran Terenzo Bozzone under det afsluttende marathon i en triathlonkonkurrence. Se Craigs flotte fremadrettede løbestil sammenholdt med Terenzos hællanding, der 'bremser' hans løb.

Godt at vi alle sammen er gået i gang med at træne Planken, så vi kan få samme flotte, stærke løbestil ;-)

mandag den 2. maj 2011

Eftervirkninger?

Havde jeg ondt i skulderen under søndagens marathon? Nej
Har jeg haft ondt i skulderen i dag? Nej

Er jeg glad? JA

søndag den 1. maj 2011

Billeder fra Rød Front Marathon

Karen Lyager Horve tog masser af billeder  under løbet, og det fremgår tydeligt, at dresscode var rød T-shirt pga. 1. maj. Sjov idé, som alle undtagen Morten Walter levede op til. Der var nemlig dispensation fra den røde trøje, hvis man kunne stille op i en trøje for konservativ ungdom, og det kunne Morten ;-)

'Rød Front Marathon' i Skodsborg

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg føler mig meget priviligeret, fordi jeg har en grundform, der tillader, at jeg kan løbe et marathon med dags varsel. Derfor sagde jeg uden tøven ja tak, da Søren Holte tilbød at hente mig, så vi kunne løbe Skodsborg Marathon  med start kl. 08.30.

Det blev en herlig dag i Skodsborg. Lidt køligt fra morgenstunden, men solen var fremme, så det blev lunere op ad formiddagen. Marathon bliver ikke meget bedre end i dag! Skoven viste sig fra sin smukkeste side, og der var masser af løbevenner tilmeldt. Nye bekendtskaber kom til. Et overdådigt depot, som Lotte bestyrede på fortrinlig vis.

Morten, der er arr. af løbet sammen med Jerk,
står i det lækre depot. Man skal passe på, at
man ikke vejer mere efter løbet end før starten! 
Jeg løb hele turen med Søren, og vi kom en anelse brugte i mål på 4.14.55.

Søren Holte løb sit første marathon i 7 mdr. efter
en rygskade. Han nød sit comeback!
Skodsborg Marathon er nemlig ikke en let rute, og især Mathildebakken trækker tænder ud. Den skal passeres 7 gange, så mange vælger at gå op.

Glade løbere på vej op ad Mathildebakken.
Nr. 2 fra højre er Birgitte Munch Nielsen, der løb sit marathon
nr. 195 i dag, hvilket er rekord for kvinder. Vi glæder os til Klub 200 festen :-)
Der var mange mennesker i skoven. Løbere, familier på tur og så mødte vi en stor flok ryttere i røde jakker. Om det var i anledning af 1. maj, er ikke godt at vide (det tror jeg nu ikke ;-) ), men flotte så de ud, da de kom ridende på en lang række.

Den ridende overklasse hilser på den løbende arbejderklasse.
Meget symbolsk for 1. maj :-)
Søren havde en god ven med til løbet. René løb sit 1. marathon for 7 år siden, og han er i gang med at træne op til sit 2. marathon, som skal være i Stockholm i juni. Eller det troede han! For i Skodsborg mangler der ikke opbakning, og når man nu har gode ben på dagen, hvorfor skal man så vente i flere uger? René løb på 4.19.00, og tror I, han var høj, da han kom i mål??

Lykkelige René løber over målstregen.
Det er fedt at løbe marathon, og det er allerbedst, når man kan gøre det i gode venners lag.


lørdag den 30. april 2011

Englen og djævlen


Det er et billede af Bart Simpson, men det kunne lige så godt have været mig. Jeg har også en engel på den ene skulder og en djævel på den anden.

Englen siger: udskyd datoen for dit 24 timers løb i nogle måneder.
Djævlen siger: du vil jo gerne løbe DM med alle de andre. Stil op og se hvad der sker.

Coachen siger efteråret. Min fornuft siger efteråret. Hvorfor er det så svært at tage imod gode råd og lytte til fornuften? Nogle vil råde til det ene, nogle til det andet. De fleste vil fraråde DM, men der er kun én, der kan træffe beslutningen: mig

Men faktisk er fornuften ved at vinde kampen, for det er ikke titlen, der tæller, men målet.. +200 km

fredag den 29. april 2011

Endnu et marathon

Et lille uskyldigt spørgsmål har ført til, at jeg skal løbe marathon på søndag i Skodsborg . Jeg spurgte Søren Holte, om han snart var klar til marathon efter en længerevarende skade, og så viser det sig, at han gør han comeback på søndag. Det vil da være synd at lade ham løbe det uden selskab ;-)

Jeg har ikke mere at skrive om løbet i NY, men i skal da ikke snydes for en artikel med et foto af Lars

Jeg har været til den første behandling hos fyssen. Vibeke har lagt ud med ultralyd og laser, og på mandag tager vi stilling til, om jeg også skal have akupunktur. Jeg har udviklet en mindre nåleskræk efter de mange behandlinger i lænden, så vi vil se, om det kan undværes denne gang. Desuden har jeg fået 3 øvelser, jeg skal lave 2 gange om dagen, for at dræne væskeophobningen omkring senen.

Sammen med 4 løbere fra SNIK har jeg dannet et mixhold til 6 timers stafetten ved 24RUN i juni. Vi håber at få en 6. løber med, men ellers klarer vi os med 5 løbere. Man kan stille med 2-6 personer på holdet.

Resultater fra New York

Ved en stærk slutspurt fik Lars løbet sig op på en 3. plads. Da der manglede 5 timer af løbet, lå han stadig på 4. pladsen. Australske Martin Fryer vandt med 784 km, mens bedste kvinde løb 750 km og dermed tog 3. pladsen i den samlede konk., bare 1,61 km efter Aalto på 2. pladsen.

10 dages løbet blev vundet af en kvinde, men det er ikke så usædvanligt på multidays.

Samtlige resultater kan ses her

torsdag den 28. april 2011

En invitation

Jeg er blevet inviteret til 40 års fødselsdag. Ved Titicaca-søen i Peru...
Coachen runder det skarpe hjørne om et par måneder, og selv om det lyder meget tillokkende, så er det vist mere realistisk, at vi fejrer hans 41 års dag med en tur rundt om Furesøen i 2012.

Jesper er blevet informeret om skulderen og behandlingen, og vi har da også snakket om planer for resten af året. Ultraløb er stadig på standby, men jeg skal jo helst have en landsholdskvalifikation i hus i år, så på et eller andet tidspunkt skal jeg løbe et 24 timers løb. Der er masser af muligheder i løbet af sommeren/efteråret, og hvis det går helt galt, kan jeg evt. løbe indendørs på Bislett i november eller Espoo i januar. Men jeg vil helst undgå indendørs løb, for det siger mig ikke noget.

Coachen har også forhørt sig om mine planer for 2012, og der er kun én, der tæller. At løbe et VM som jeg er tilfreds med!! 2 gange har jeg deltaget, og 2 gange er jeg blevet skudt ned af en skade. Men nu skal jeg altså først kvalificere mig!

Ellers vil jeg gerne løbe nogle storbymarathons. Jeg løber i Barcelona, hvis jeg får tildelt en ferielejlighed gennem Novo. Jeg håber at få startnr. til London (tilmeldingen lukkede i går efter at være åbent i 1 døgn), og så vil jeg også gerne løbe Stockholm Marathon, hvor der er 100 års jubilæum. Hvilken optakt det kan blive til VM...

Og nu, hvor vi er ved drømmene, så lyder Titicaca-søen ikke så ringe ;-)

Panorama over Titicaca-søen

onsdag den 27. april 2011

Foredrag med Sindballe

Torbjørn Sindballe

Det var et glimrende foredrag, Politikens Hus var vært for. Det var første gang, jeg hørte foredrag med den tidl. elite-triathlet Torbjørn Sindballe , og det var en mand med noget på hjertet. Han lyste af engagement og glæde over tri-sporten, og den delte han med en masse sportsglade mennesker i går aftes. Han fortalte om triathlons opståen, mennesker indenfor sporten, opbygning af træning, ernæring samt mentale værktøjer. Her tog han udgangspunkt i sine egne erfaringer, og det er altid spændende at høre en sportsstjerne fortælle om sine gode og dårlige oplevelser.

Det er også populært at fortælle om de andre stjerner, og mon ikke de fleste sank en ekstra gang, da Torbjørn fortalte, at Chris McCormack laver den core-stabiliserende øvelse 'Planken' 3 x 5 min. hver aften!

Signering af bogen 'Den perfekte præstation'

Og så har jeg jo været en tur hos lægen..
Det tog ikke længe at stille diagnosen: irritation / inflammation i skulderens knoglefremspring Proc. coracoideus / senetilhæftningen. Kur: 600 mg Brufen 1 x 3 tbl. i 10 dage samt fys.behandling. Han foreslog også en blokade, men jeg vil helst forsøge med tbl.beh. og fys. først. Min faste fysioterapeut Vibeke har fundet tid til mig fredag morgen, og der er foreløbig aftalt 3 behandlinger med 1 x uglt.

tirsdag den 26. april 2011

Videohilsen fra Lars

Lars har indtalt en kort hilsen på dansk på løbets hjemmeside. Det går ikke så godt, siger han - smilende som altid.

Lidt af hvert..

Nå, helt uden smerter slap jeg ikke fra Helvede i Nord, men det er de 'gode' smerter. Ømhed i lårene pga. uvant terræn, effektivt hjulpet på vej ved at jeg undtagelsesvis ikke løb i kompressionstights- og strømper.
Men jeg siger som Chris M: 'Pyt', for han har jo ret i, at det er et herligt ord, når man tænker over det. Det lille ord, der betyder, at det var måske ikke helt godt, men det positive opvejer det negative, og så er alt godt.

Og i dette tilfælde skete der noget mentalt. Det er ikke ret ofte, jeg står efter et halvmarathon på knap 2 timer og siger, at det var et godt løb. Men det var det, fordi jeg havde været nervøs for, hvordan det ville gå med ryg og skulder. Om jeg kunne klare bakkerne uden at gå, for så ville jeg virkelig føle mig i dårlig form.
Men løbet blev rytmisk og flydende, så flydende som det kan blive, når det går op og ned, og underlaget svinger med rod-fyldt skovbund og sand. Og mentalt var jeg ovenpå hele vejen, hvilket var den største gevinst ved løbet. Nogle gange er det ikke de hurtigste løb, der giver det største boost. Det er de løb, der giver et kick fremad mentalt.

Det ser ikke helt godt ud for Lars i New York, og jeg har en mistanke om, at han kan være skadet. 52 miles (83,7 km) på 3. døgn er ikke vanlig standard for Lars, heller ikke på et 6 dages løb. Når I læser resultatlisten, så husk at løbet opgøres i miles, så der skal ganges med 1,61 km for at få et 'dansk' resultat. Desværre bringer den australske hjemmeside kun updates på de 3 førende løbere, så hvordan det er gået Lars på løbets 4. døgn, må vi tænke os til, men lad os håbe, at han bider 3. manden i haserne.

Det eneste, vi har, er dette billede, der viser, at Lars på dag 4 (tidspunkt ukendt) har løbet 234 miles (376 km), men den australske hjemmeside viser et andet resultat for de øveste løbere, så selv om der står 7d12h, er meningen nok 3d12h.



Jeg delte telt med Lars, da han løb sit første 6D løb i Göteborg, og naturligvis ved jeg ikke, om taktikken er den samme i dag, men jeg kan fortælle, hvordan den var for 1½ år siden. Dengang sov han sammenhængende mellem kl. 04-06 og derefter kun nogle powernaps på 15-20 min. fordelt over døgnet. Så vidt jeg husker, taler vi om 3-4 gange pr. døgn. Så Lars sover ikke tiden væk! Han var ikke meget værd, når han stod op kl. 06, men han havde en stædighed til at ryste trætheden af sig, tage løbeskoene på og så komme derudaf igen. Lars går meget lidt på 6D. Han småløber det meste af tiden. Det er ikke hurtigt, men det er effektivt!

Det hvide telt i baggrunden var Lars´s
og mit hjem i 6 dage i Göteborg.
Der var kæmpe plastikvinduer på 3 af siderne,
så alle kunne se ind, når de løb forbi.


Tilmeldingen til London Marathon 2012 er gået i gang i dag. Englændere har mulighed for at få sikkert startnr. på en kvalifikationstid, men den regel gælder desværre ikke udlændinge, så jeg har kastet et lod i puljen til lodtrækningen, der finder sted i oktober. Der er kun plads til 125.000 lod i puljen, så hvis man overvejer at tage afsted, skal man tilmelde sig med det samme. Betalingen på 65 pund finder kun sted, hvis man bliver udtrukket.

I aften skal jeg til foredraget med Torbjørn Sindballe . Selv om jeg har droppet tanken om triathlon pga. min ryg, der ikke vil kunne klare 180 km i foroverbøjet stilling på en racer, så tror jeg helt sikkert, at jeg kan få noget ud af foredraget. Ironman og ultraløb er udholdenhedssport, og derfor må der være fællestræk vedr. forberedelse ang. ernæring og mentale værktøjer. Mere om det i morgen..

I morgen skal jeg til lægen med min skulder. Jeg orker ikke flere undersøgelser! Januar og februar var præget af undersøgelser og behandling for min diskusprolaps samt deltagelse i projektet 'Løb og muskler', så jeg håber, lægen kan stille en diagnose på baggrund af mine symptomer. Jeg kan da altid håbe :-)

mandag den 25. april 2011

'Helvede i Nord' Halvmarathon




Klippet fra løbets hjemmeside:
RUTEN: Et crosslignende EXTREM / ULTRA løb gennem sandbakker, skovhøje, slugter, brand-bælter, klitter og strand. En rute så hård og krævende, at selv mountain bikers må give op. Det kuperede terræn og det til tider løse underlag gør løbet til en virkelig fysisk udfordring, men samtidig til en æstetisk nydelse for øjet. Løbet går gennem Tisvilde Hegns smukkeste og mest seværdige områder, bl.a. Frederikshøj, Harehøj, Bangshøj, Troldeskoven, Råbjerg, Frøbakke m.m.


Næste gang, jeg skal deltage i et berygtet løb, vil jeg tjekke højdeprofilen lidt tidl. end ½ time, før jeg bliver afhentet. Jeg skulle bare tjekke mit startnr. for at lette nr.udleveringen, men jeg kunne jo lige så godt tjekke resten af siden, fordi jeg havde hørt rygter om den hårde halvmarathon i Tisvilde Hegn. Jeg sank kaffen en ekstra gang, da jeg så højdeprofilen. Pokkers! Jeg, som ikke er så vild med bakker og langt fra er i form til dem :-/

Men jeg havde en rigtig god dag på bakkerne. Ikke hurtigt, men stabilt og uden særlige gener. Inden løbet var jeg blevet advaret om trærødder, meget smalle stier og grumme bakker. At jeg skulle regne med at lægge 12-15 min. til min normale tid på halvmarathon, og det kom til at passe, for jeg kom i mål på 1:57:07.

Det var VARMT! Heldigvis blev det meste af turen løbet i skygge, for ellers kunne jeg godt have frygtet, at der ville blive ofre for hedeslag. Nogle løb i lange tights eller flere lag. Starten gik kl. 11, så vi løb i de varmeste timer på dagen, og selv om jeg normalt ikke indtager væske på halvmarathon, valgte jeg denne gang at få vand i alle 3 depoter.

Det var hyggeligt at mødes med flere medlemmer fra SNIK. Jeg deltager jo ikke i den daglige træning, så disse løb er min mulighed for at møde mine klubkammerater. Jeg overvejer dog at slutte mig til den ugentlige intervaltræning, men I ved jo, at der kan være langt fra tanke til handling i den retning, når det gælder mig ;-)

Jeg mødte også flere løbere fra min tidl. klub, andre løbevenner (også et par hardcore ultraløbere) og bloglæsere. Det kommer altid lidt bag på mig, når jeg bliver genkendt, men jeg bliver meget glad for de positive ord og siger tak, fordi I tager jer tid til at stoppe mig og hilse på.

Løbet havde 10 års jubilæum, og derfor fik vi udleveret en hvid T-shirt fra Newline med flg motiv på ryggen

søndag den 24. april 2011

Men håbet er lysegrønt


Foråret i Birkerød

6 dage uden træning!

Den pæne udgave er, at jeg har holdt påskeferie med mine børn. Michael havde forladt sine elskede køer i Jylland og var hjemme fra onsdag formiddag til lørdag aften. Annette bosatte sig i samme periode, bortset fra at hun tog hjem for at sove. Hun bor 2 km fra mig.
Dage med ingen træning og den omvendte kostpyramide. Jeg vil undlade at bringe et foto af min 'fine' nye topmave. Jeg tager på hurtigere end Usain Bolt løber 100 meter :-(

Men håbet er lysegrønt, og skoene er fundet frem igen. Eftersom jeg skal løbe 'Helvede i Nord Halvmarathon' i morgen (og tro mig, det bliver et helvede med min form!) blev det til en rolig tur på 7,5 km, hvor jeg nød solen og naturen.

Lige nu er alle ultraplaner på standby, til jeg har været hos lægen på onsdag. Heldigvis var der ingen smerter i skulderen på dagens tur, men den føles ikke 'rigtig'. Men det vil jeg se stort på resten af dagen, for jeg har været ude at løbe igen :-)

Jeg elsker synet af de sarte, seje anemoner

lørdag den 23. april 2011

Lars løber 6D i New York

Den bedste danske løber på timeløbene er (og har været gennem de seneste år) Lars Skytte Christoffersen. Lars løb sit første 6 dages løb i Göteborg 2009, hvor han løb 853,370 km. Det næste var på Bornholm 2010, hvor han løb 791,520 km efter et spændende udlæg, hvor han lå i kamp med australske Martin Fryer. Fryer måtte udgå med en skade midt i løbet, og derefter gik kampgejsten lidt af Lars. 791 km er et fremragende resultat, men det lugtede altså af en ny nordisk rekord, da Fryer måtte trække sig.

Nu løber Lars 6D for 3. gang, og denne gang er det i New York, hvor der afholdes 6 og 10 dages løb. Der kommer desværre kun opdateringer 1 gang i døgnet, men lidt har også ret. Her er løbets hjemmeside

Vores helt har allerede været i fokus. Her er et interview med Lars under løbet. (Tak til Brian Larsen for at gøre opmærksom på interviewet).

Og hvem kæmper han med om 1. pladsen ? Martin Fryer :-)

Lars i forgrunden, mens Jesper og jeg kan ses i baggrunden.
Göteborg 6D 2009.

Og nu vi er ved Jesper Olsen, så skal han meget gerne genoptage World Run i morgen. Det har taget lidt tid at få det formelle i orden omkring bilkøbet. Desuden har han måtte slås med en maveinfektion og betændelse i en tand. Løbet har været ramt af mange uheld, og der er lang vej endnu. Jeg krydser fingre for, at tingene snart går Jespers vej. Forhindringerne har betydet, at han er et par uger bag tidsplanen.

fredag den 22. april 2011

JA JA JA -GULD

Det bliver til endnu et indlæg, for det glimter af guld i familien:

SOPAC med min nevø Joachim på holdet vinder guld i
4 x 50 meter fri for 'boys 14 & under' ved De australske ungdomsmesterskaber
Man er vel cool, selv om man står med guldet om halsen.
Tidl. på dagen blev Joachim udtaget til det australske talenthold i
400 meter medley ved at svømme under 4.48 (4.46.41)
Pas på Ian Thorpe - den næste generation venter i kulissen ;-D

Mit næste løbeur?



Nu melder Nike sig på banen med et GPS løbeur. Pænere, lettere og bedre batterilevetid end Garmin (nok bortset fra 310xt). GPS er lavet i samarbejde med Tom-Tom.

Nike+ Sport Watch GPS bliver ikke tilgængeligt i Danmark før til august, men det kan købes via Prodirectrunning . Her er en norsk anmeldelse af uret.

torsdag den 21. april 2011

Løbekrise

Jeg ved, det lyder mærkeligt, at jeg har fået løbekrise. Endelig er det blevet lækkert løbevejr, korte tights and all, og så løber jeg ikke en meter!

Smerterne fra ryggen er min tro følgesvend, og dem har jeg nærmest vænnet mig til. De er klart aftagende, men helt godt bliver det aldrig, og lænden har været øm efter søndagens 50 km. Men det er ikke derfor, jeg ikke har løbet. Krisen er opstået, fordi jeg blokerer mentalt efter at have brudt et ultraløb for 2. gang.

Jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, at det er ok, og at det var den rigtige beslutning. Det har altid været min holdning, at hvis det 'kun' drejer sig om træthed eller mental krise, så kæmper man videre i et ultraløb, for det er en del af legen, men tegn på skader skal altid respekteres, og de er til alle tider en gyldig grund til at udgå. Og da jeg efter 4 dages hvile stadig har uro/murren i skulderen, var det den rigtige beslutning - bare ikke mentalt! Jeg har bandet, skældt ud og været trist. Alt i en sammenblanding.

Coachen har en ufrivillig pause i Santiago pga. en sammenbrudt bil, så der skulle købes en ny (er købt i dag), og han har, trods masser af egne problemer, stadig overskud til at bekymre sig om løberen fra Bistrup. Han er klar til at hjælpe med træningen, når jeg er klar igen, også selv om jeg skulle tage en længere pause. Det tror jeg nu ikke, det bliver til, bl.a. fordi jeg skal løbe 'Helvede i Nord' ½-marathon på mandag, men også fordi løb er min medicin mod mange ting.

Måske i morgen..

onsdag den 20. april 2011

Familiens svømmestjerne (Dagens 2. indlæg)

Jeg har tidl omtalt  min lillebrors søn Joachim, der er født og opvokset i Australien. I denne uge deltager han i De australske Ungdomsmesterskaber i svømning. De er opdelt i aldersklasser (det er de vel også i DK?), og han deltager i Age 14. Det er foreløbig blevet til 3 personlige rekorder og 3 finaler individuelt.

I dag kom det foreløbige højdepunkt, da han vandt bronze i 4 x 50 meter medley for hold. Hans første nationale medalje! Fasteren er ved at revne af stolthed :-)

Præmieoverrækkelse.
Joachim står yderst til højre.

Og et nærbillede

'Du er ikke alene' - et foredrag med Chris MacDonald

Det må kunne tælles på én hånd, hvem der ikke kender Chris MacDonald. Ind imellem bliver jeg lidt træt af hans ansigt, når han dukker op i tide og utide på TV, men dybest set - så er jeg vild med manden!

Jeg har været til flere foredrag med ham, og han er inspirerende, morsom og så ved han, hvad han taler om. Han har ikke kun læst sig til sin viden. Han har udført den i praksis, både alene (Race across America) og med andre (diverse TV-udsendelser om vægttab).

Hvis du ikke har oplevet Chris til et foredrag, er her en lille smagsprøve



Men det var et helt andet foredrag, jeg var til i går aftes. Et foredrag baseret på hans bog Du er ikke alene . Det var en anden Chris MacDonald, end jeg tidl. har set. En mere følelsesladet og usikker C.M., altså på den gode måde. En ærlig fortælling om en vild ungdom og et problematisk forhold til alkohol, som han er afklaret omkring. Om forholdet til den far, som han stod nær.

Cal MacDonald
Foto fra foredraget

Foredraget var et blanding af Chris´s fortælling, Tim Christensens oplæsning af passager fra bogen, klip fra TV-udsendelsen Fuck cancer  (filmen begynder 1 min. inde) samt klip fra filmen 'Race across America'.


Medforfatter Tim Christensen læser passager fra bogen



Fordi jeg har set Chris ved tidl. foredrag, lagde jeg mærke til en stor forskel: han hev usædvanligt meget i sin bukselinning, og hvis jeg var adfærdspsykolog, ville jeg nok sige, at han gjorde det for at holde fast i sig selv under et følelsesmæssigt svært foredrag, men den slags analyser vil jeg overlade til mere kompetente mennesker ;-)

Men netop fordi man kunne mærke, at det betød meget for Chris, kom foredraget ind under huden. Jeg kunne mærke sorgen over tabet og glæden over det, hans far har betydet. Et dybt personligt foredrag afholdt af et velformuleret menneske. Denne aften var han ikke sundhedsguruen og motivationsfaktoren MacDonald. Denne aften var han sønnen Chris, der hyldede sin far.

Der var naturligvis også mulighed for autografskrivning i bogen, og det blev gjort med et løftet blik, så han så hver enkelt person i øjnene


Chris sikrer sig, at han får stavet folks navn korrekt i bogen,
og derfor skriver han det først på et stykke papir

Nej, jeg holdt mig ikke tilbage...

tirsdag den 19. april 2011

En legende er død

Grete Waitz
Et navn, der klinger af storhed i en løbers ører. En kvinde med en fantastisk karriere bag sig. Kvinden, der stillede op i sit livs første marathonløb i NYC Marathon 1978, vandt i tiden 2.32.30 og forbedrede samtidigt verdensrekorden med over 2 min. Året efter gentog hun bedriften og blev samtidigt den først kvinde under 2 timer 30 min, da hun vandt i 2.27.33. Hun vandt løbet 9 gange på 11 år, har været verdensmester i 1983 og vandt sølv ved OL 1984. VG bringer en artikel om Grete Waitz

I 2005 fik Grete Waitz konstateret kræft, og hun blev senere medstifter af den norske organisation 'Aktiv Mot Kreft'.

I dag tabte Grete Waitz kampen mod sygdommen...
RIP