onsdag den 25. april 2012

Lidt om VM i Katowice

Jeg kan godt lide at være forberedt i god tid. Sådan har det altid været, og det er jeg nok for gammel til at lave om på. Desuden er det en del af min mentale forberedelse til et stort løb. Derfor har det været lidt frustrerende, at det har været næsten umuligt at finde noget om Katowice, hvor VM skal afholdes.

Der gik hul på problemet, da jeg fik et svar fra IAU på mit spørgsmål, hvornår løbets hjemmeside kunne forventes at gå i luften. I samme forbindelse skrev jeg, at det selvfølgelig specielt er ruten, der er interessant. Lynhurtigt kan der svar tilbage fra Jan Vandendriessce, at man nu, efter VM på 100 km er overstået, går i gang med næste VM. Man forventer dog først, at materialet er klar i slutningen af maj og med udsendelse omkring 12. juni.

Imidlertid ville han meget gerne oplyse mig følgende om ruten:
- 2,5 km rundstrækning i en park
- Ud/hjem rute på en bred vej
- Der er 2 små stigninger undervejs. De er ikke stejle, men de er der: -/+ 2% - 3%. Så det er ikke en flad rute, hvilket helt sikkert vil kunne mærkes sent i løbet, hvor den slags små toppe vil føles som Mount Everest!

Så meget klogere omkring løbet fik jeg googlet lidt mere, og det viser sig, at man netop nu er i gang med at konstruere en ny hjemmeside på polsk og engelsk. Der vil også komme oplysninger på IAUs hjemmeside, men altså formodentligt først i midten af juni måned.



Jan medsendte dette foto fra ruten, hvor man kan se, at det kun er halvdelen af vejen, der bliver brugt. Under VM vil hele vejens bredde blive brugt. Med omkring 200 deltagere bliver der også brug for pladsen!

Desuden fandt jeg en video på Youtube fra løbet i 2011. Med alle disse nye oplysninger er min nysgerrighed styret i et stykke tid..


Ingen kommentarer:

Send en kommentar