onsdag den 30. oktober 2013

Bogen er ankommet

Det meget fine samarbejde med forlaget Haase & Søn blev kronet med levering af de bestilte bøger på min bopæl her til aften. Jeg har haft travlt med at indkøbe, adressere, afsendermærke samt frankere de mange kuverter. Birkerød er næsten støvsuget for boblekuverter i A4-str.! På fredag er det Jesper, der skal på hårdt arbejde med at signere :-)

Forlaget havde 2 ekstra eksemplarer med, hvis der er et par stykker, der har fået lyst til at læse bogen. Send mig en mail, hvis du vil købe: 275 kr. inkl. forsendelse. BØGERNE ER SOLGT!

tirsdag den 29. oktober 2013

Twitter

Jeg bliver sommetider spurgt, om jeg ikke kan skrive lidt mere præcist om min træning, men jeg har altid selv syntes, at det er kedeligt at læse om hvor mange km der er løbet dag efter dag, så den slags blogs springer jeg selv henover. Jeg vil også meget hellere fortælle om stort og småt i løbelandet.

Endomondo fik jeg aldrig rigtig gang i, mest fordi jeg meget sjældent har min mobil med, når jeg løber. Men nu prøver jeg noget nyt: Twitter. Her vil der kommer korte opslag om dagens træning for de, der har lyst til at følge med i det. Hjertebarnet er dog stadig bloggen. Vil du følge med på Twitter, hedder min profil sjovt nok "Ultra3460" :-)

mandag den 28. oktober 2013

God start på ugen


I løbet af formiddagen kom der besked fra Newline, at jeg kan få tilpasset mine nye løbesko torsdag formiddag. Intersport i Lyngby Storcenter forhandler skoen, og det bliver hos dem, at jeg skal på løbebåndet.

Da det var koordineret, var det tid til en løbetur, før stormen ramte Birkerød. Jeg tændte mit løbeur, før jeg skiftede til løbetøj, præcis som jeg altid gør for give uret tid til at finde satellitter. GISP, da jeg ville tage uret på, var det helt blankt! Det vibrerede, når jeg trykkede på powerknappen, men der kom intet frem i displayet. Jeg forsøgte at resette uret uden held, og til sidst var der kun én mulighed tilbage: at kontakte min livline hos Garmin. Han bad mig komme til kontoret i Allerød, 10 km fra min bopæl, hvor jeg fik ombyttet uret. En service som jeg ved at mange andre har oplevet. Så var jeg Up and Running igen, og tilbage i Birkerød kunne dagens tur på 10 km i regnvejr begynde.

Som I ved, sluttede læsertilbuddet på "Kunsten at ville" i dag, og Jesper og jeg vil sige tak for den store interesse. Vi får travlt med at pakke, så de kan komme afsted lørdag formiddag og dermed nå frem til køberne mandag med posten. Haase & Søn har fået opgivet antal bøger, og de skal efter planen overleveres til mig på onsdag. Det er dermed ikke længere muligt at bestille bøger!

Jeg vil også sige tusind tak til jer, der sammen med bestillingen sendte et par pæne ord om bloggen. Det luner altid :-)

søndag den 27. oktober 2013

Løbestilen

Jesper og jeg har løbet et utal af træningsture sammen, men af uransaglige årsager har vi aldrig snakket om løbestil. Ikke før i fredags, efter at jeg i begyndelsen af ugen fik en mail, at han havde observeret noget, der måske kunne være årsag til mine mange problemer med skinneben og knæ. Den slags er svært at beskrive på mail, og derfor fik jeg forklaringen under vores 15 km løbetur før bogmiddagen.

Da vi løb sammen et par uger tidl., havde han bemærket, at jeg efter et par timers løb begyndte at lande hårdt midt på foden, hvilket giver et hårdt tryk op gennem kroppen. Måske fordi jeg bliver uopmærksom på min løbestil, når trætheden begynder at melde sig. Jeg er jo langt fra tidl. tiders gode form.

I den seneste tid har jeg faktisk selv tænkt meget over, hvorfor jeg gennem de sidste 1½ år jævnligt har haft problemer i mindre eller større grad med benene, for fra jeg begyndte at løbe i 2005 til ca. midten af 2012, har jeg overhovedet ikke haft problemer i den retning. I den periode har jeg så haft andre problemer i form af diskusprolaps, men det er jo en helt anden sag.

Mens vi løb og snakkede om tingene, gik det op for mig, at det måske hænger sammen med mit skifte af sko. Ikke selve skomærket, for jeg er meget begejstret for at løbe i Newline skoene, der sidder rigtig godt på min fod, men måske kan det skyldes, at jeg gik fra en sko med 12 mm hældrop til en sko med 4 mm hældrop. Måske har de 8 mm ekstra været lige præcis den støtte min venstre ankel med de løse ledbånd har haft gavn af? Jesper og jeg er enige om, at det absolut er en mulighed, og at det eneste fornuftige vil være at prøve teorien af i et par måneder for at se, om det gør en forskel.

Hvad gør man så? Her har jeg et super sponsorat på løbesko, og sætter jeg nu det hele overstyr ved at skrive, at jeg måske ikke kan bruge den model, jeg har brugt indtil nu? Men der var kun én ting at gøre, nemlig skrive til Newline's direktør og forklare sagens sammenhæng. Som tænkt, så gjort kl. lidt over midnat fredag nat.

Allerede lørdag formiddag kom der svar: Thomas sender dig to par pacemaker så du kan få løst dit problem. Lad mig høre om det giver resultater. Jeg kan ikke huske om du har været igennem en tilpasning hos en af vores forhandlere, men sig til så kan vi arrangere det.
Så er det, at jeg takker løbeguderne endnu en gang for at have sendt Newline min vej som sponsor!

Med deres vanlige effektivitet har jeg formodentligt 2 par Pacemaker 3.0 tirsdag, og så håber jeg at få en hurtig tid til tilpasning af skoen, så jeg kan komme i gang for alvor. I mit tilfælde, hvor jeg ved fra diverse løbetests, at jeg pronerer mere på venstre end på højre fod (igen pga. den svage ankel) er det enestående at få sko, hvor der kan kompenseres for den slags på den ene sko, mens den anden kan tilpasses minimal pronation.

lørdag den 26. oktober 2013

I den mørke tid

I dagens udgave af Politiken var en kort artikel om at 77% af løbere bruger refleks, når de løber i mørke. Hvilken glædelig statistik :-)
Jeg lagde især mærke til denne kommentar: »Folk tror fejlagtigt, at det megen lys i byen hjælper bilisterne til at kunne se dem. Men tværtimod tyder det på, at alle lyskilderne forvirrer bilisten, sådan at de bløde trafikanter har endnu mere brug for reflekser og lysdioder for at overdøve lyshavet omkring dem«, siger Claus Nielsen.
Personligt bruger jeg Newlines løbevest suppleret med hue og vanter i en hidsig gul farve, når den kolde tid kommer. Be careful out there!

Lidt info om bogen: Jer, der skal i gang med Jespers bog, kan med fordel henter en QR kode-læser, da der er indsat adskillige billed- og videokoder som ekstra materiale i bogen. Der er tale om klip fra World Run-hjemmesiden, som giver mulighed for en helt anderledes måde at læse en bog på. Jeg har ikke set det brugt i andre bøger, og jeg ser det helt klart som en gevinst for oplevelsen af WR fra sidelinjen.



Jesper har i øvrigt sat mig i gang med at overveje det fornuftige i at løbe 12 timers løb i midten af december. Ikke fordi han tror, at jeg ikke kan fuldføre et rimeligt løb, men fordi det uvægerligt vil påvirke min træning i de efterfølgende dage. Ingen løber 12 timer "gratis" med hensyn til restitution, og, som jeg før har skrevet, er rettesnoren  Der er vigtigere mål forude! Han ser helst, at jeg skifter til 6 timers løbet, og det kan jeg jo så passende bruge de kommende løbeture til at tænke over.

Han kom også med en tankevækkende observation om min løbestil, men mere om det i morgen...

fredag den 25. oktober 2013

Min nye bog :-)

Det bliver et sent indlæg i aften, for jeg har været til en lille uformel middag for Jespers nye bog, hvor jeg fik mit eget eksemplar med hjem. Jeg har læst det rå manuskript, men i følge Jesper er der flere justeringer efter forlagets anvisninger, og derfor glæder jeg mig lige så meget som alle andre til at læse det færdige resultat. 364 sider venter :-)

Bogen om World Run II og I.
Bog nr. 2 er dobbelt så tyk som bog 1.

torsdag den 24. oktober 2013

Ekstra billetter til VM Halvmarathon 2014

Det er tæt på, at vi lukker for bestillingen af Jespers bog "Kunsten at ville". Vi skal afregne med forlaget på mandag, så skal du nå at have et signeret eksemplar i din postkasse d. 4/11, er det ved at være tid til at handle.

Besked fra Dansk Atletik Forbund:

EKSTRA VM-STARTNUMRE TIL DE HURTIGSTE!
Vi er ovenud glade for at fortælle jer dagens VM-nyhed: Tirsdag 29. oktober kl. 10.00 åbnes der for et ekstraordinært slutspurtssalg af startnumre til vores populære VM Halvmaraton 2014. Konkret frigøres en portion ubenyttede startnumre fra en særlig pulje, der hidtil har været reserveret til forskellige VM-initiativer – og disse numre kan nu købes af de, der er hurtigst ved tasterne.

Læs mere samt Tilmelding

onsdag den 23. oktober 2013

Dansk Adventure Film Festival

Programmet for Dansk Adventure Film Festival er nu offentliggjort, og det er muligt at reservere billetter til film i 8 kategorier: Løb, Eventyr, Kajak & surf, Klatring, Mountainnering, MTB, Ski & snowboard samt Urban, så der er noget for enhver smag.

D.A.F.F. 2013 viser film i
København 28/11-1/12
Aarhus 5/12-8/12
Odense 11/12
Kolding 14/12
Aalborg 15/12

tirsdag den 22. oktober 2013

Ultraløb i august 2014

UltraVasan 90 km blev fuldtegnet på ½ time, da salget åbnede d. 13. september. Hovedparten af de 750 deltagerne er svenskere, men da arr. har et ønske om et internationalt løb, har man ekstraordinært åbnet for plads til 100 udenlandske løbere hvor der på skrivende tidspunkt stadig er ledige startnumre til løbet, der finder sted d. 23. august 2014.

Jeg havde overvejet løbet, men nu kigger jeg i stedet for sydpå mod Berlin - igen :-) I lørdags blev jeg nemlig gjort opmærksom på 100 Meilen Berlin der følger Berlinmurens placering næsten hele vejen rundt. Dette løb starter d. 16. august 2014 og har cutoff på 30 timer.

mandag den 21. oktober 2013

3 ondskabsfulde bogstaver

DNF - Did Not Finish! 3 grimme, ondskabsfulde, nederdrægtige bogstaver. De har været en lærestreg af de helt store og måske på sin egen, lidt besynderlige måde, det skub jeg har manglet og måske oven i købet fortjent. De stammer fra lørdagens Sølvbryllupsmarathon, hvor jeg valgte at gå i bad efter 29 km.

Men lad mig begynde fra morgenstunden, men jeg vil gerne understrege, at det ikke gælder som en undskyldning, bortforklaring eller letkøbt forklaring på min exit. En dårlig nattesøvn (mit barnebarn havde vist mareridt og fik vækket hele huset 1 times tid midt om natten) og et forbigående maveonde om morgenen før start gav ikke de bedste betingelser for løbet, men jeg følte mig nu rimelig ok, da jeg mødte op. Sidste toiletbesøg var 20 min . før start, og heldigvis var det sidste gang, maven gav problemer, men selvfølgelig var kroppen blevet tappet for en del energi og måske også lidt på det mentale plan.

Men jeg havde det egentligt godt, da jeg mødte frem til start og fik hilst på løbevenner, jeg ikke har set i meget lang tid. En af dem var dagens vinder  Simon Levisen Persson, der løb i den flotte tid 3.13.26. Det er ikke helt let at løbe hurtigt, når der ikke er mange "harer" i løbet, selv om jeg synes især mændene havde god fart på! 46 løbere stillede til start. 2 kvinder og 4 mænd udgik.

Hvorfor udgik jeg for første gang på marathon i løb nr. 55? Årsagen er, at jeg omkring 25 km begyndte at få ondt i venstre knæ (det, der har været skadet hele sommeren) og det blev mærkeligt nok kun værre, når jeg gik. Jeg brugte 2 omgange (hver omgang var 1688 meter) på at kæmpe mellem Fornuftens stemme (den lyder præcis som Jespers stemme, når vi taler løb) og Stolthedens stemme, der blev ved med at sige "Du giver ikke op! Ikke for nogen pris!!" Men det gjorde jeg. Jeg gav op, fordi Fornuftens stemme sagde: "Hvis du får ondt eller får tegn på det, der kan udvikle sig til en skade, så trækker du dig! Der er langt vigtigere mål forude!!" Og det er jo helt rigtigt, for i februar er målet 200+ i Helsinki, så der er ikke plads til skader. Men for pokker hvor har det gjort ondt mentalt :-(

Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg har fået bearbejdet DNF helt endnu, men da jeg stadig havde ondt i knæet i går søndag, er jeg 100% sikker på (ok, næsten sikker på) at jeg traf det rette valg. Stoltheden har fået et knæk, men jeg siger som Terminator "I´ll be back" og håber, det er sandt.

Imens vil jeg varme mig ved  nogle vise ord, der blev delt på Facebook i dag:

fredag den 18. oktober 2013

Växjö 12 Timer er IN

Min nye arbejdsplan er lidt tricky med 2 nattevagtsuger, der starter søndag aften og 2 uger, der starter mandag aften. I går aftes opdagede jeg, at jeg har talt forkert på rulleplanen, hvilket betyder, at jeg alligevel kan deltage i Växjö. I ren glæde over opdagelsen røg der en tilmelding afsted til 12 timers løbet. Jeg skal stadig i aftenvagt fredag, men min nattevagt begynder først om mandagen :-)

Desværre skete samme mirakel ikke for Grenaa 6H, så dette startnummer er stadig til salg.

Tele konsult arena Picture. 244 meter
Som jeg forstår det, skal vi løbe på den flade bane yderst.

torsdag den 17. oktober 2013

Djursland kalder

Det dér arbejde har det med at gå lidt på tværs af mine planer, for det viser sig, at kombinationen "aftenvagt fredag/nattevagt søndag" også rammer løbet i Växjö. Det er ellers ikke fordi, kombinationen indtræder ofte. På en 12 ugers rulleplan sker det i uge 6 og 10, men lige netop denne gang rammer det altså både Grenaa og Växjö. Eftersom jeg har fri alle weekender, skal jeg absolut ikke klage. Det er bare uheldigt, at det rammer 2 løb, jeg havde udset mig. Nu bliver det nok i stedet for til deltagelse i Allerød serieløb 10 km, som finder sted 3. søndag i november-marts.

Jeg har pakket til en weekend på Djursland. Besøget hos min søn, svigerdatter og barnebarn har naturligvis første prioritet, men det gør jo ikke noget, at det krydres med afhentning af min nye bil fredag samt marathonhygge lørdag. Har jeg fortalt, at efter løbet skal vi spise helstegt svin for at fejre Søren og Anita? Dette er marathon, når det er allerbedst, for der er altid en meget speciel, kammeratlig stemning ved disse små løb (hvis man kan kalde 50 deltagere for lidt), og jeg ser meget frem til at kunne deltage i nogle flere af dem, når min lille bil ruller på de sjællandske landeveje.

onsdag den 16. oktober 2013

Arbejde og løb

Betonfornemmelsen har allerede fortaget sig, så det blev til 11,4 km inkl. 7 km tempo i dag.

Jeg har modtaget min arbejdsplan i dag. Jeg har en rulleplan over 12 uger, og i 2 af disse har jeg aftenvagt fredag og nattevagt søndag. Desværre er en af disse weekender i uge 46, så jeg ikke kan deltage i Grenaa 6 timers løb. Løbet starter lørdag kl. 09.30, så det vil være umuligt at nå frisk og veludhvilet frem fra Nordsjælland til Djursland.

Hvis nogen vil overtage mit startnummer for 250 kr. (normalpris 300 kr.) kan navn ændres. Send en mail, hvis du er interesseret.

Det betyder også, at jeg går fra nattevagt kl. 06.40 samme fredag, som jeg skal flyve til Helsinki kl. 14.50 for at løbe 24 timers løb. Det bliver vist ikke noget problem at sove natten før løbet. Godt vi først skal starte kl. 12!

tirsdag den 15. oktober 2013

Bloddonor

Jeg var bloddonor i går eftermiddags, og som altid har jeg haft blytunge løbeben dagen efter. Jeg ved ikke, om det gælder for alle, men jeg har i hvert fald altid 2-3 hårde dage efter en tapning. Så var der i det mindste en god grund det langsomme tempo i dag, og jeg nøjedes da også med 5 km.

Det er nok en anelse tæt på lørdagens marathon, men der er jo tale om et fest/hygge/snakke-marathon, så det går nok. Hvis der ikke er kræfter nok til hele distancen, er der masser af kage i depotet ;-)

mandag den 14. oktober 2013

Uha! Intervaller..

For lige at runde Ironman Hawaii af, så blev Michelle Vesterby meget flot nr. 8, og de 4 brødre gennemførte alle.

Jeg er sindssygt træt af at løbe langsomt. Som i laaaangsomt! Så nu griber jeg til et middel, jeg helst ikke bruger: Intervaller... Jeg er vildt dårlig til at presse mig selv til det alleryderste, og jeg hader metalsmagen i munden. Jeg har opnået glimrende resultater med gode tempoture og rolige udholdenhedsture, så det er formodentligt et spørgsmål om tid, før lysten forsvinder igen, men lige nu giver det forhåbentligt den kickstart, jeg har brug for. 3 km opvarmning, 5x1000 meter intervaller, 2 km afjogging. Job done!

Efteråret har for alvor ramt os, og jeg er vild med det. Den eksplosion af farver, naturen byder på lige nu, gør det let at komme afsted. Mit humørbarometer stiger en grad eller to bare ved at træde ud af døren :-)

Oktoberdag i Birkerød

søndag den 13. oktober 2013

Politikens foredrag samt lidt om marathon

Politikens Forlag står altid for nogle spændende foredrag i løbet af vinteren, og i år er ingen undtagelse. Pt. er der annonceret 2 foredrag med Jesper Olsen (85/100 kr.) samt en foredragsserie med Torbjørn Sindballe (140/180 kr. pr. foredrag). Jeg har forhørt mig hos Torbjørn, om serien kan bruges af udholdenhedsatleter generelt, eller om det er specifikt for triatleter. Han skriver, at det er for alle, så hvis det passer med min arbejdsplan, tilmelder jeg mig.

Husk at tilmelding til Berlin Marathon 2014 slutter i morgen ved midnatstid, hvorefter lodtrækningen finder sted. Man får besked omkring 1. november. Da VM i atletik kun afholdes hvert 2. år, fungerer Berlin Marathon 2014 også som VM, så med lidt lykke og held kan man være en del af motionsfeltet til både VM halvmarathon og marathon næste år (ikke at forveksle med at man deltager i VM, for den slags bliver man udtaget til) :-)

Og nu, hvor jeg er ved de store marathonløb, så begynder Chicago Marathon kl. 14.30 dansk tid og kan streames her

lørdag den 12. oktober 2013

Ironman på Hawaii

Om 1 times tid skydes Ironman World Championship i gang på Hawaii. Michelle Vesterby er det danske islæt hos eliten, men der er også mange danskere med i motionsfeltet, bl.a. de efterhånden berømte 4 Lawaetz-brødre, der alle har kvalificeret sig til VM ved Ironman Copenhagen i august måned. Det er en historie, der er nået langt omkring som f.eks. Jyllandsposten og  Ironman hjemmesiden

Løbet kan følges her på live-tv samt live-blog. Underholdningen begynder kl. 19 dansk tid.

Martin, Anders, Thomas og Jonathan Lawaetz

fredag den 11. oktober 2013

Crazy days!

Det har nogle meget anderledes dage, men på den vildt fede måde :-)

Jobbet: Det kommer sikkert lidt overraskende, at jeg har fået arbejde i NN igen, for jeg har ikke fortalt ret mange, at jeg søgte job indenfor produktion. Der er ingen jobs som ass. og dermed forlader jeg altså mit fag efter 27 år. Det har været lidt af en kamp at få arbejde som Produktions operatør, som stillingen hedder, men det lykkedes altså på faldrebet, 3 uger før jeg ville være ude af NN. Det er nemlig stillinger, der kun opslås internt. Der er tale om 3 holds skift med 1 uge dag, 1 uge aften, 1 uge nat osv. Fri i weekenden, hvilket jo er en kæmpe fordel for mig mht. løb.

Bilen: Den er primært købt pga. min arbejdsplads placering, men det bliver jo også en hjælp i forhold til foredrag, løb osv. hvor der bestemt er ting, jeg har valgt fra pga. transport med det offentlige. Jeg ved absolut intet om biler, så jeg har brugt meget tid på nettet samt været hos flere bilforhandlere for at prøvekøre forskellige mærker, før jeg besluttede mig.

Bogen: Der er kommet mange bestillinger, hvilket vi siger tusind tak for. De fleste har valgt at betale i forbindelse med bestillingen, mens andre har valgt at vente til senere på måneden, hvilket er helt fint, bare jeg har modtaget beløbet senest mandag d. 28/10 kl. 12, hvor jeg skal sende bestillingstallet til forlaget, så de kan gøre bøgerne klar. Manglende indbetaling betyder, at jeg ikke bestiller bogen hjem, men det siger vel sig selv.

Træningen: Uha, den har lidt under de 3 ovenstående ting! Men der er heldigvis kun tale om 3 euforiske dage, så det går nok, og lidt af det tabte blev indhentet med 20,2 gode km i dag. Jeg elsker at løbe om efteråret. Blå himmel og skovens gyldne farver er ren terapi for mig. For første gang i 2 år føler jeg, at tingene går min vej. Det føles som et tungt åg er løftet fra mine skuldre, og løb føles let igen. Ikke hurtigt (træerne vokser ikke ind i himlen) men let som i "alt er faldet på plads"

torsdag den 10. oktober 2013

Bogen om World Run I

Man kan købe Jesper Olsens bog om World Run I via den norske hjemmeside Kondis for 275 kr. + forsendelse. Bogen er udsolgt i DK og bliver ikke genoptrykt.

Nyt job, ny bil.

Løb har fyldt meget lidt i de sidste 2 dage. Jeg har nemlig fået tilbudt en stilling i Novo Nordisk igen, hvilket jeg har sagt ja til, og dermed forlader jeg plejesektoren som mange andre indenfor mit fag.

Jobbet er Måløv, som ikke er helt let at komme til med off. transport, og derfor har jeg valgt at købe ny bil. Puha, det har godt nok været hårdere end at løbe ultraløb. Især fordi jeg intet ved om biler, og jeg har derfor brugt timer foran min pc for at læse anmeldelser og udtalelser. Efter prøvekørsel af flere biler er jeg endt med en VW UP! Spritny og kan afhentes i Grenå fredag i næste uge. Her på Sjælland er der 1½-3 mdr.s ventetid, og det passer perfekt med, at jeg i forvejen skal til Grenå i næste weekend. Både for at besøge min familie, men også for at fejre Anita og Søren Rønn Hansens sølvbryllup med et marathonløb :-)

tirsdag den 8. oktober 2013

Jeg elsker nye løbesko :-)

Det går godt med bestillingerne på Jespers bog, og vi får travlt med at signere og skrive kuverter d. 2.-3. november. I kan selv gætte jer til arbejdsfordelingen ;-)

Hvis man har lyst til at høre Jesper fortælle om World Run II, vil jeg lige minde om, at Marathon Sport afholder foredrag d. 24. oktober kl. 19.00 for 100 kr. Bogen vil ikke være til salg efter foredraget, da den først udgives d. 4/11.

På den personlige front går det stille og roligt fremad. Aftalen med Jesper går ud på forsigtig optrapning, da jeg ikke skal toppe før til februar, så der er tid nok. Nu har jeg vist også haft skader nok for det næste årti!

Jeg har modtaget et par nye sko og vintertøj fra Newline i morges. Skoene skal indvies i eftermiddag, mens tøjet forhåbentligt kan vente lidt endnu :-)

Findes der noget bedre end at tage et par nye sko i brug?
Altså når vi taler om løb...

mandag den 7. oktober 2013

"Kunsten at ville" som læsertilbud

 
TILBUDDET ER UDLØBET OG KAN IKKE LÆNGERE BENYTTES!
 
Som bekendt udkommer Jespers bog "Kunsten at ville" mandag d. 4. november, og vi har fået tilladelse fra Haase & Søns Forlag til at forhandle bogen til en særlig pris for bloggens læsere.
 
Normalprisen er 299 kr., men vi tilbyder den til flg. priser:
1 bog inkl. forsendelse 275 kr.
Ekstra bog i samme forsendelse 250 kr.
1 bog med afhentning i Birkerød 250 kr. (Kan tidligst afhentes d. 4/11)
 
Bogen kan sendes til Sverige eller Norge mod et ekstra beløb på 40 kr. i forsendelse. I alt 315 danske kroner.
 
Hvis du ønsker, kan Jesper skrive en autograf i bogen. Dette bedes fremgå af bestillingen.
 
Bogen kan bestilles på mail: maybritt3460@gmail.com
Betaling: Reg.nr. 2464 Kontonr. 8977 970 335
IBAN: DK2620008977970335
SWIFT: NDEADKKK
Ved registreret indbetaling senest mandag d. 28. oktober, vil bogen blive afsendt søndag d. 3. november, så du modtager bogen på udgivelsesdatoen.
 
Tilbuddet gælder til 28/10.
 
Jespers intro til bogen "Kunsten at ville" om World Run II 
 


søndag den 6. oktober 2013

Zebla Sportsvask og Lugtfjerner - inkl. læsertilbud

Det er over en måned siden, at jeg skrev, at jeg havde mulighed for at afprøve Zebla både som vaskemiddel og som lugtfjerner. Jeg har fået brugt begge dele, og der er bestemt tale om gode produkter.

Vaskemidlet søger for rent og velduftende tøj, men prisen på 89 kr. for 500 ml betyder, at jeg kun ville købe produktet til brug efter særlige lejligheder. F.eks. hvis jeg har deltaget i et ultraløb, så jeg vender hjem med kufferten fuld af ildelugtende løbetøj, så maskinen kan fyldes op. Men i det daglige, hvor jeg smider tøjet direkte i vaskemaskinen, vil det desværre være for dyrt at bruge.

Lugtfjerneren til 80 kr. for 100 ml vil helt sikkert indgå i mit sortiment af plejeprodukter fremover. Jeg har prøvet det på sko, hvor den sure lugt forsvinder efter kort tid. Men især har jeg brugt Lugtfjerner på løbetøj, hvor den sure lugt bare ikke vil forsvinde som f.eks. på mine langærmede undertrøjer. Et par pust under ærmet og lugten forsvinder. Super fedt! For jeg hader at tage nyvasket tøj på, der lugter surt allerede, før jeg er startet på dagens træning.

Konklusion: En luksusartikel pga. prisen, men hvem kan ikke bruge lidt luksus en gang imellem? :-)

Efter at have prøvet produktet forhørte jeg mig hos Zebla om de var interesseret i at tilbyde bloggens læsere et særligt tilbud, så det ikke kun er mig, der får gav af henvendelsen. Zebla tog straks kontakt til specialbutikken Løberen som har sagt til en tilbudspris på 75 kr. for Sportsvask og 65 kr. for Lugtfjerner i oktober samt november måned. Tilbuddet gælder i alle butikker og gælder selvfølgelig for alle kunder.

lørdag den 5. oktober 2013

Planlægningsweekend

Jesper kommer på besøg i eftermiddag til en weekend med planlægning, træningsture samt noget race i TV (Speedway og F1). Vi skal snakke om min træning frem mod 24H til februar herunder hvilke konkurrencer, det vil være hensigtsmæssigt at stille op i.

På et tidspunkt fortalte Jesper mig, at forlaget har tilbudt ham at kunne sælge den nye bog til foredrag og lign., men Jesper er lidt gammeldags (eller måske genert) i den retning og vil helst ikke have noget med bogsalg at gøre. Nu har jeg foreslået ham, at vi måske kan tilbyde bogen på bloggen i en begrænset periode, hvor man har mulighed for at få skrevet en personlig autograf i, hvis man ønsker det. Det er noget, der skal aftales med forlaget inkl. prisen, men normalt får forfatteren mulighed for at sælge til en nedsat pris, som I naturligvis vil få fordel af. Inden jeg beder Jesper gå videre hos forlaget, vil jeg gerne vejre stemningen for at købe på denne måde, så jeg håber, I vil deltage i den lille, uforpligtende afstemning, så jeg har en indikation af interessen.

fredag den 4. oktober 2013

De små ting

Nogle gange er det de små ting, der betyder en forskel. Som i dag, hvor jeg er lidt træt og opgivende, får et lille rygklap på Facebook. Det er ultraløber Tracy Høeg, der skriver en kommentar omkring ultralandsholdet og bl.a. skriver "Der er nok også mange flere, som gemmer sig derude. Ikke mindst May-Britt Hansen når hun endelig er helt skadefri!" Det er bare så fedt at læse, at der stadig er folk, der tror på mig.

Og der ér jo folk, der tror på mig! Jesper, der har sagt ja til at hjælpe med træning samt under selve 24 timers løbet i Finland. Ingen er vel i tvivl om hans kapacitet som ultraløber, og lur mig om han ikke selv vender tilbage i konkurrence i 2014 ;-) Og Newline der stadig er en trofast sko- og tøjsponsor trods manglende store resultater. Jer som læsere, der stadig hænger på. Nogle af jer har vist været med siden starten i 2009! 5 års jubilæum til januar - hvor tiden flyver.

torsdag den 3. oktober 2013

Løberseminar

Dansk Atletik Forbund har åbnet for tilmelding til løberseminaret i Odense søndag d. 10. november kl. 10-17.

Jesper skal holde et af fællesforedragene, så her er der mulighed for en autograf i hans nye bog, der som bekendt udkommer d. 4. november.

Program samt tilmelding

Berlin Marathon 2013

 
Fra min sweatshirt købt på messen for 15 euro
Det er vist lidt svært at se, at der er tale om et guldtryk.

Beretningen kom desværre til at trække lidt ud, fordi jeg siden tirsdag har været ramt af en omgang forkølelse med kradsen i halsen, formodentligt udløst af det kølige vejr i Berlin.

Selve rejsen og opholdet er nok ikke så spændende at læse om, så jeg vil gå direkte til løbet.

Fredag var jeg på løbemessen for at hente startnummer, og sikkerheden er strammet op. Jeg ved, at det lykkedes for nogle at få nr. udleveret i andres navn, men mit pasbillede blev i hvert fald grundigt tjekket, før der blev trykt et nummer. Desuden fik jeg det meget omtalte blå armbånd på, og på selve løbsdagen fik jeg tjekket både nr. og armbånd flere gange for at blive sluppet videre ind mod startområdet.

Der deltog ca. 6000 danskere, så selv om det virker usandsynligt blandt 40.000 løbere, så mødte jeg adskillige løbevenner både før, under og efter løbet. Den slags løfter altid mit syn på løbet - tak for alle hilsnerne :-)

Nå, tilbage til starten! Jeg var blevet indplaceret efter min tid i Hamburg for 3 år siden (3.20:44) og kom derfor med i den første bølge af løbere og var over startstregen efter ca. 4½ minut. Der var lavet 10 min. hul mellem de 3 bølger for at give lidt plads på ruten. Efter som jeg løb i første gruppe, kan jeg ikke udtale mig om det hjalp.

Det var vel 8-9 gr. ved start, og jeg havde valgt at løbe i knætights og en rød langærmet T-shirt, for jeg må indrømme, at singlet er alt for koldt til mig på denne tid af året, heppere eller ej. Der var så mange andre med Danmark trykt på trøjen, at jeg hørte "Kom så Danmark" på hele ruten alligevel.

Publikum er fantastisk i Berlin! De råber, dytter, trutter og larmer konstant langs hele ruten. Der er meget få steder, hvor der er ikke står mennesker, og det blev til sidst så larmende, at jeg faktisk så frem til disse få meter uden støj! Især husker jeg mellem 20 og 21 km som et helt surrealistisk sted med stemning som på Alpe d´Huez under Touren. Det var HELT vildt.

Mit løb: Det gik rigtig fint i begyndelsen. Jeg fløj afsted med resten, muligvis lidt hurtigt udlæg for at følge flokken, men det føltes fint. Dog måtte jeg følge flere hundrede andre løbere ind i buskene efter 1 km løb (lige efter Siegessäule) for at tisse af. Ventetiden i startboksen krævede sit offer ;-)

Som sagt var det køligt ved starten, men i de perioder, hvor vi løb i sol, føltes det lunt. Den slags har jeg det altid svært med, fordi jeg skiftevis fryser og sveder, og belønningen er altså faldet i form af en forkølelse. Under selve løbet betød det bare, at jeg hele tiden trak mine ærmer op og ned samt brugte den lille lynlås i halsen.

Vanddepot efter 5 km og første energidepot efter 9 km. Her lavede jeg en fejl og skyllede et helt glas energidrik samt vand ned uden at tænke over, at jeg ikke har brugt sukkertilskud under min træning det sidste halve år pga. mine skader. Det betød, at min mave fik et sukkerchok og blev urolig efter et par km løb. Ikke sådan noget alvorligt, men nok til at virke forstyrrende i hovedet. Lidt ligesom når man skal tisse, men helst ikke vil stoppe, fordi er det nu helt nødvendigt. I kender nok tankegangen!

Efter næste depot valgte jeg så at bruge tid på at løbe ind på de opstillede toiletter. Føj, der var én, der havde haft større problemer end mig! Og fuldstændig ulogisk løb jeg videre uden at bruge et af de andre toiletter, for det skulle der ikke spildes mere tid på, tænkte jeg. Det betød jo selvfølgelig kun, at tankerne stadig kredsede omkring den urolige mave og begrænsede nydelsen lidt.

Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville se mig omkring og nyde turen. Jeg blev flere gange spurgt hvilken tid, jeg regnede med, og selv om jeg sagde under 4 timer, for det er altid mit mål, så var jeg inderst inde i tvivl, om jeg kunne klare dette på min grundform. Det primære var at mærke, om jeg virkelig var skadesfri, som jeg troede.

Tilbage til løbet! Efter depotet ved 28 km valgte jeg igen at gå på et af toiletterne, fordi jeg kunne mærke, at mit løb nu blev påvirket af uroen i maven. Heldigvis var det stadig pænt, og selv om det holdt hårdt, valgte jeg at bruge et par minutter på at få bragt orden i tingene. Hold da op hvor er det svært at tage sig god tid, når uret tikker! Men jeg gjorde det, og de sidste 14 km af løbet blev en drøm. Ikke at jeg fik indhentet den spildte tid og racede afsted, men jeg kunne løbe frit igen, og jeg husker, at jeg løb med et stort smil de sidste 10 km. Måske ikke udadtil, hvis nogen har set mig, men i hvert fald i mit hoved. Jeg nød hele pakken: at være tilbage som marathonløber, publikum, Berlin på den skønneste solskinsdag.

Jeg kom i mål på 3.49:49, så jeg fik indfriet mit mål om at løbe under 4 timer, men bedst af alt: jeg mærkede ingenting til skinneben, knæ eller lyske. Hverken under eller efter løbet.

Splits

SplitTageszeitZeitDiffmin/kmkm/h
5 km09:16:1400:26:3326:33 05:1911.30
10 km09:42:5500:53:1426:41 05:2111.24
15 km10:09:5201:20:1126:57 05:2411.13
20 km10:37:1001:47:2927:18 05:2810.99
Half10:42:5101:53:1005:41 05:1111.58
25 km11:03:5502:14:1421:04 05:2411.12
30 km11:33:0302:43:2229:08 05:5010.29
35 km12:00:2103:10:4027:18 05:2810.99
40 km12:27:3403:37:5327:13 05:2711.02
Finish12:39:3003:49:4911:56 05:2711.04

tirsdag den 1. oktober 2013

VM 2014 og DM 2015

Der skal nok komme en løbsberetning fra Berlin senere i dag, men jeg er lige faldet over et par interessante opslag på Facebook vedr. VM og DM i 24 timers løb.

IAUs planer for fremtidige mesterskaber
Man kan finde mange interessante nyheder på Facebook. Bl.a. har en amerikansk løbsarrangør åbenbart været i dialog med IAU vedr. VM i forhold til afholdelse af nationale mesterskaber, præcis som vores egen Brian Larsen har forhørt sig. Om han har modtaget et svar, er jeg ikke klar over, men det ser ud til, at det er lykkedes for USA, for de aflyser NC i foråret 2014:

There will Not be a 2014 Spring NC24. This decision was made for several reasons. The IAU is trying to establish a consistent schedule for the World Championship races. This being, 24 Hour Worlds in the Spring and the 100K in the Fall. In order to pick the most appropriate US National Team for the 24 hour race we need to also consistently schedule the National Championship in the Fall. Luckily we already have the Fall NC24 race to host this event. [...]
I would rather take the energy, effort, and funding that we'd spend putting on the Spring NC24 and plan to host the World Championship in the next few years. The IAU would also like to see the World Championship come to the US.

Også lidt nyt omkring DM 2015 og et evt. Nordisk Mesterskab!
Meddelelse fra Grenaa Ultrafestival (årets arr. af DM 24H)

Så er ansøgningen sendt.
Tirsdag morgen kunne man på Tejn If's hjemmeside læse at de skulle være værter for 24 timers DM i 2014. Det er da glædeligt, de har de foregående 6 år afholdt DM og fået god kritik af løberne og har stor erfaring omkring et sådant arrangement.
På samme hjemmeside kunne man desværre også læse at der var lavet aftale med Grenaa Motionsløbeklub at vi skulle holde det igen i 2...015 og så kunne de 2 klubber skiftes hvert andet år fremover.
Dette er IKKE korrekt. Det er korrekt at Lene Møller fra Tejn IF og jeg har haft en samtale over tlf og skrevet sammen herinde, her er noget af hvad jeg helt præcist skrev:

Vi kunne måske skiftes til at afholde det, med aftale med DAF naturligvis, hvad siger du/I til dette?
Vi vil så afholde det på en årstid så det ikke ramler sammen med Em/VM så de bedste løbere kan komme med.

Lene Møller er bekendt med at jeg ikke er tilfreds med at det stod offentligt på deres hjemmeside, men der er ingen surhed fra min side, livet går jo videre.
Desuden kan mange andre klubber under DAF jo byde ind og få værtskabet, der er jo heldigvis mange dygtige arrangører i dette land.

Den ansøgning der er afsendt er til DAF. Jeg har bedt DAF undersøge muligheden på næste nordiske årsmøde om af Grenaa Motionsløbeklub bliver vært for et fælles Nordisk Mesterskab i 24 timerløb i 2015.
Det har mig bekendt aldrig været afholdt, det kunne være spændende om der var interesse for et sådant. I min ansøgning søgte jeg samtidig om værtskabet for DM i 24 timer i 2015, vi vil så afholde både NM og DM i samme løb.
I min ansøgning lagde jeg vægt på at jeg var bekendt med mulige billige hoteller i nærheden og mulighed for et teknisk møde aftenen før som man har til EM/VM, men også at Grenaa ligger godt placeret, der er kun 2½ km fra færgen fra Varberg til løbsstart, 200 km fra færgerne i Hirtshals og Frederikshavn og kun 22 km fra Tirstrup lufthavn med daglige afgange til Oslo.
Desuden lagde jeg vægt på at en dato burde være på plads i foråret 2014, eller når der evt ligger en dato klar for EM/VM i 2015. Desuden er der også nationale mesterskaber i de øvrige nordiske lande at tage hensyn til. En svær kabale at få til at gå op og man kan kun gætte på interessen for et 24 timers Nordisk Mesterskab.

Men det var planerne herfra Grenaa Løbefestival, så er det bare at vente.........