mandag den 31. maj 2010

En hilsen fra Heathrow Airport

Saa er det slut! Jeg glaeder mig til at fortaelle jer om mit eventyr i det engelske, naar jeg er udhvilet i morgen. Jeg faar god tid, for jeg kan ikke loebe foreloebig med mit knae! Haaber paa at min soede laege vil tage mig akut i morgen... Jeg haaber, i har nydt opdateringerne fra Soeren, selv om de var lidt sparsomme. Der er altsaa ikke det store overskud til lange sms'er, naar man er ude paa overdrevet. Men historien skal i nok faa de kommende dage: om loebet, kriserne, knaeet og de dejlige mennesker, jeg moedte. Specielt Vinnie, en fyr i begyndelsen af 30'erne og hans 2 hjaelpere, der fik mig gennem loebet de sidste 14 timer :-) Meget mere, naar jeg kommer hjem til Good old Denmark .

fredag den 28. maj 2010

På gensyn

Så er det tid til at tage afsted. Kl.08.55 letter flyet mod Birmingham. Ugens online-horoskop på 'Ude og Hjemme' lyder: Lørdag: Pas på, du ikke siger ja til noget, du senere vil fortryde. Lidt for sent med det råd :-] Søndag: En skøn dag, hvor du trives med at være midtpunkt. I hope... Ugens råd: Realisér dine drømme. Det er lige, hvad jeg gør :-D J.O.Krag har sagt: 'Man har et standpunkt, til man tager et nyt': I kan følge Kent og mig her hvor Søren Skytte vil opdatere, når vi sender sms hjem. Det er super, at Søren har sagt ja til at skrive, for han kan komme med egne kommentarer om ruten. Søren er nemlig den eneste dansker, der har fuldført GUCR, men det laver vi om på i år ;-) Tak for alle ønsker om et godt løb :-) .

torsdag den 27. maj 2010

Aften update

Jeg kæmper for at blive frisk, men for pokker hvor er jeg træt! Mit interview med ugebladet Søndag er udsat til næste uge, og det samme er min biograftur for at se 'Armadillo'. Jeg har kunnet spise og drikke, men jeg synes, jeg skal sove hele tiden. Hvis man kunne sove på forskud, ville jeg ikke have nogle problemer med at holde mig vågen under GUCR! Lidt opmuntring har dagen dog bragt: min søn bestod sin afsluttende eksamen som økologisk landmand med et flot 10-tal :-) .

Hjernedefekten fik en ny drejning

Sygdom er hver mands herre, men kunne det ikke have ventet til i næste uge?? Da jeg stod op over middag i går (efter nattevagten), havde jeg lidt ondt i hovedet, men jeg kunne spise og drikke. I løbet af et par timer tog hovedpinen til, så jeg tog et par Panodil og lagde mig for at sove et par timer. Kl.17 var et migræneanfald i fuldt udbrud med voldsomt hovedpine, lysskyhed og opkastning. Sygemelding til jobbet og i seng i et mørkt rum. Sov i 12 timer og er nu vågnet uden hovedpine, men som altid helt udkørt efter sådan en omgang. Det vil tage mig et døgns tid at blive helt frisk, og det er heldigvis tids nok til at stille til starten på lørdag. Det er straks værre, at jeg ikke har spist og drukket i mange timer!! Der skal indhentes noget i dag, men forsigtigt for maven er stadig lidt ømfindig. Før jeg begyndte at løbe for 5 år siden, havde jeg migræneanfald 6-8 gange om året. Nu sker det højst 1 gang om året, så hvorfor lige i denne uge??? Det skete (dog i mildere grad) før mit første 24 timers løb på Bornholm, så måske det hænger sammen med den manglende træning pga. nedtrapning? Jeg ved det ikke... Jeg fik heldigvis pakket mine tasker tirsdag aften, så jeg kan bare koncentere mig om at blive fysisk klar i dag. .

onsdag den 26. maj 2010

En mindre hjernedefekt?

Ind imellem undrer jeg mig over, om jeg i et af alle mine fald har slået hovedet! Hvorfor er det lige, at jeg ikke kan modstå en udfordring? Hvorfor kunne jeg ikke holde min mund, da Søren Skytte prikkede til mig for at få mig til at blive den første danske kvinde, der løber GUCR? OK, det er måske en smule sent at blive i tvivl om det fornuftige i weekendens løb! 145 miles er langt. Vanvittigt langt!! 5,5 marathons i træk. De første 80-100 km går forhåbentligt gnidningsfrit, men så begynder smerterne og trætheden så småt at sætte ind. Mørket begynder snart at sænke sig, og man er alene på ukendt grund med et kort i hånden. Ca. 25 km mellem depoterne og der er stor risiko for, at man ikke møder andre løbere på sin vej. Forhåbentligt er bådfolket i godt humør. Det giver altid et moralsk rygstød, når der bliver smilet og hilst. Kampen i natten er det værste ved ultraløb. Mange dygtige løbere bukker under, når de løber 24 timers løb, fordi de ikke kan holde sig vågne. GUCR begynder kl.06, så vi har været i gang i mange timer, når vi løber ind i natten. Har man fejldisponeret sine kræfter, slår det hårdt nu! Den største fejl, man kan gøre under et ultraløb, er at lægge for hårdt ud. Smerterne sætter ind for tidligt, og du får måske heller ikke fyldt nok næring på kroppen. Sommetider føles det som et skakspil, hvor man hele tiden skal prøve at forudse kroppens næste træk og undgå at blive sat skakmat. Den første løber når i mål i løbet af søndag morgen/formiddag. Vi andre har stadig en lang dag foran os. Jeg vil gøre alt for ikke at skulle løbe i nat 2, så jeg vil prøve at nå i mål på under 40 timer. The difference between the impossible and the possible lies in a person's determination - Tommy Lasorda .

tirsdag den 25. maj 2010

Mobil-panik!

Jeg vil begynde med at berolige Kirsten med, at jeg har pas, penge og flybilletten klar :-D Der er opstået en mindre krise. Det nye mobilbatteri aflader også i løbet af 6-8 timer!! Mayor crises!!! Afsted til Telenor i formiddag, der nu har sendt mobilen ind til reperation. Det kan være strømfordeleren, der er i stykker, og heldigvis dækker garantien endnu. Så nu er jeg med lånemobil. Great :-]]] Det prekære emne: opdateringer under løbet! Et non-stop løb er jo noget ganske andet end et 6 dages løb, hvor man helt naturligt har indlagte pauser med mulighed for at sende hilsner hjem. Efter mange overvejelser bliver dette meldingen: 1. Jeg prioriterer først og fremmest at sende sms til Jesper, der sidder stand by for at hjælpe via mobilen. 2. Hvis jeg har overskud, sender jeg sms til Kents hustru Maj-Britt, der vil opdatere på DUULs hjemmeside . 3. Så snart jeg er i mål (på den ene eller anden måde) sender jeg under alle omstændigheder en sms til Maj-Britt, så i mit tilfælde er intet nyt, godt nyt ;-) Jeg håber, i har forståelse for, at jeg retter fuld fokus på løbet. Det skal ikke forstås sådan, at jeg tror, jeg har fuldt fart på hele tiden (det vil være utopi!), eller at jeg ikke holder pauser. Jeg vil bare bruge al min energi på løbet. Det bliver hårdt nok at fuldføre i sig selv! Til gengæld har jeg ferie, når jeg kommer hjem, så i skal nok få hele den grusomme historie i næste uge :-) Jeg slås lidt med spændingen før løbet, hvilket giver sig udslag i spiseproblemer. Det kender de fleste vist! Så jeg skal tvinge mig selv til at spise nok. Der skal også gøres rent, før jeg tager afsted. Hvem ved, hvornår jeg føler overskud til det, når jeg kommer hjem?? Torsdag er booket. Lidt overmodigt har jeg sagt ja til, at interviewet til ugebladet 'Søndag' finder sted kl.13. Om aftenen skal tankerne afledes, så jeg planlægger at gå i biografen og se filmen 'Armadillo'. En film, jeg vil se under alle omstændigheder, og den skal nok fjerne alle tanker om GUCR for et par timer. På lørdag er der Melodi Grand Prix. Mon jeg kan få opdateringer om det danske bidrag på min vej langs kanalen? Det må da være en god indledningsreplik til at komme i kontakt med befolkningen? :-) .

mandag den 24. maj 2010

Nerver

Hvor er tiden gået hurtigt! Det er jo nærmest kun et par dage siden, det var november, og jeg fik en mail, at mit navn er udtrukket til årets GUCR. Vinterens trængsler er glemt, og via David, der bor langs ruten, hører jeg, at det er sommer i England. Rigtig sommer! 28 gr. og uden regn i ugevis! Heldigvis varsler de lidt lavere temp. i denne uge, men der er ingen tvivl om, at det bliver en varm tur. David har jeg fået kontakt med via min blog. Hans far kender Kent fra Århus, så det bliver morsomt at hilse på ham, når vi løber forbi. Det er en dejlig sidegevinst ved at blogge - at folk, jeg ikke kender, henvender sig og tilbyder deres hjælp :-) Min datter var forbi i går, og sort humor er en del af omgangstonen her. Hun spurgte, om jeg var færdig med at pakke. Et rimeligt spørgsmål, for som i ved, er jeg altid i god tid. Nej, jeg har ikke pakket, men tingene ligger klar på skrivebordet. Så kom det tørt fra Annette: 'Mor, hvordan skal du dog nå det? Der er jo kun 5 dage, til du rejser' 19 års opdragelse og det er, hvad jeg hører :-D De første nerver er ved at indfinde sig: søvnproblemer og lidt kvalme. Så er alt, som det plejer... Gode nyheder: det er lykkedes mig at forblive oprejst i en hel uge! Generne fra knæ og skinneben er væk, så nu skal jeg bare undgå den berømte sorte kat på vejen resten af ugen for at stille op skadesfri. Med mindre man regner 'nerver' som en skade... Jeg fik iøvrigt en reprimande af Jesper i går! Hvad ligner det at rende rundt i shorts få dage før en konkurrence? Noget med kolde sener og led. Så lærte jeg det :-] .

søndag den 23. maj 2010

Copenhagen Marathon

Jeg havde aftalt at mødes med Jesper, så vi kunne nyde synet af de mange løbere på Trianglen. Det var dejligt at se og heppe på mange kendte ansigter. En stor tak til Claus Ø., der tog sig tid til at give et knus :-) Jeg fik heppet på mange, men der var også nogle, der slap forbi uden et opmuntrende ord. Enten fik jeg set dem for sent, eller de løb i den anden side af vejen. Nogle så jeg slet ikke i mængden :-( Det var en dejlig oplevelse, selv om den blev noget kold til sidst, fordi DMI åbenbart tog fejl af vejret! Sol og 17 gr. blev i realiteten overskyet og blæsende. Helt sikkert godt for løberne, der ikke skulle kæmpe med en bagende sol, men meget køligt for en tilskuer i shorts! Jeg håber, alle deltagere havde en god dag, og at de, jeg fik råbt til, hørte det :-) Der mangler endnu et par timer af løbet i Sugeres, og med mindre alt går galt sætter Lars ny dansk rekord :-))) .

Finsk SISU

Lars har haft en hård nat, og han skal kæmpe for at forbedre sin danske rekord. I stedet for ser det ud til at den finske SISU slår igennem. Mikaël Heerman ligger lige nu på kursen mod den nordiske rekord. Rekorder er til for at blive slået, og det er på tide, at Rune Larsson afgiver den 24 år gamle rekord! Jeg er næsten ude af døren på vej mod København. Det ser ud til at blive en dejlig, men meget varm dag for løberne. Jeg kender mange, der skal løbe, og jeg vil heppe på alle dem, jeg får øje på i mængden :-) Det bliver sidste gang, jeg ser Jesper før GUCR, så der er muligvis også et par taktiske ting, der skal vendes. Det er meget mærkeligt at kunne sige: 'Det er på lørdag'. Lørdag er bare et øjeblik væk... .

lørdag den 22. maj 2010

Min egen træning

Nu er der måske nogle, der tænker: 'Sidder du kun og trykker på F5-knappen, eller træner du også selv?' Bare rolig - jeg træner også, men bare ikke ret meget ;-) Først og fremmest pakker jeg! Som i kan se, hober tingene til GUCR sig op på skrivebordet. Energitilskud, tøj, sko, batterier osv. Der er mange ting at huske! Jeg har det sidste døgn været plaget af kvalme. Ikke nok til at melde mig syg fra arbejde, men nok til at jeg ikke ville løbe. I stedet for har motionen bestået af cykling til arbejdet, og det er såmænd en god erstatning i en nedtrapningsperiode. Alligevel havde jeg brug for mere end en 5 km tur i dag, og jeg så derfor stort på alle retningslinier om max. 15 km, når der kun er 8 dage til starten på GUCR. Jeg havde brug for tid til at tænke taktik og lade op mentalt, og det gør jeg allerbedst, når jeg løber rundt om Furesøen. 25 km er for langt, men jeg havde en fantastisk tur. Der var mange, der var på kanotur, hvor de bl.a. lægger til bredden og tænder bål. Folk på cykeltur. En skov fuld af energi, og jeg sugede den til mig!! Da jeg kom til Næsseslottet, var der dækket op til udendørs bryllup. Strygerne spillede allerede, og selv på afstand kunne jeg høre de forventningsfulde gæster. Brudeparret var desværre ikke kommet endnu. Tænk at blive gift på så smukt et sted og på så smuk en dag :-) I aften skal jeg slappe af. Se Champions League og følge Lars. Jeg håber, i har opdaget, at der er web cam fra løbet. Lars løber i blå T-shirt og sorte tights med sit nr. 15 på låret. .

Video med Lars

Det er et lille interview med Lars i begyndelsen af et videoklip fra løbet. Efter 20 timer har Lars løbet 200 km, hvilket må siges at være et aggressivt udlæg. Men der er vaslet 30 gr. i dag, så det kan vise sig at være en god investering, så der er lidt at give af i de varmeste timer, hvor indsatsen vil falde. Hans team får nok at gøre med at fylde ham med energi dagen igennem. Der er 'kun' 174 km op til Rune Larssons rekord, og jeg ved, at Lars går efter 400 km, så det bliver meget spændende at følge! Lige nu kan jeg slet ikke overskue, at jeg skal ind og se Copenhagen Marathon i morgen, hvor løbet nærmer sig afslutningen. Heldigvis slutter det først kl.16, så jeg kan nå hjem og følge slutningen. Løberetningen ændres hver 6. time for at hindre et ensidigt slid på hofter og knæ, og i kan se, hvordan det foregår på de små videoer. En official stiller sig op og får folk til at skifte retning halvvejs ude på ruten, så meterne stadig passer. Det er almindeligt, at han får et klem eller en highfive, og de fleste giver også highfive til de øvrige løbere, når man nu løber mod hinanden, indtil alle har skiftet retning. Det er en meget hyggelig og lidt berusende fornemmelse, som skal opleves :-) .

fredag den 21. maj 2010

LIVE fra Sugeres

Følg Lars og de øvrige løbere på løbets hjemmeside med opdateringer med hver time. .

Schweiz

Når jeg kommer hjem fra GUCR, er en ting helt sikkert: jeg skal ALDRIG løbe ultraløb igen!! Efter mange timer i smerte er jeg en sikker deltager i 5 og 10 km løb, for de er i det mindste hurtigt overstået. Sådan er det hver gang, jeg har løbet ultraløb, og sådan bliver det nok igen. Ihvertfald de første par dage, mens selvmedlidenheden skylles ned med et godt glas rødvin. Derefter tager sindsygen igen over... I erkendelse af min mentale defekt, der foreskriver en fysisk og mental udfordring 2 gange om året, er forberedelserne til 24 timers løbet i Schweiz allerede gået i gang! Som jeg tidl. har skrevet, ligger grundplanen til træningen klar. Tilmeldingen til løbet er afsendt. Overnatningen i Brugg er bestilt. Flytiderne er næsten afklaret, så rejsen kan blive bestilt. Jeg mangler bare at finde ud af, hvordan jeg kommer nemmest fra lufthavnen til Brugg. Det er farligt at være på nedtrapning med deraf følgende fritid!!! .

torsdag den 20. maj 2010

48 heures pédestres de Surgères

I morgen kl. 16.00 starter løbet i Sugeres med Lars Skytte Christoffersen som deltager. Det er en invitationstunering for verdens bedste ultraløbere. Under løbet får han bl.a. hjælp af Kim Rasmussen, der selv er en meget rutineret ultraløber samt løbsarr. Derfor vil det være muligt at følge løbet via Tejn IF´s hjemmeside fra fredag morgen. Lars er indehaver af den danske rekord på 48 timer: 366,271 km løbet på Bornholm i 2008. Mange tror, at det også er nordisk rekord, men det er ikke korrekt. Den indehaves af svenske Rune Larsson og er på 373,798 km, sat i USA i 1986. Lars skal løbe op til sit allerbedste for at slå den, men desværre har han været plaget af lidt problemer med achillessenen de sidste 10 dage. Jeg delte telt med Lars under et 6 dages løb i Göteborg (30.8 - 5.9. 2009), og han er en af de mest stædige og mentalt stærke løbere, jeg har mødt. Det fortæller meget om Lars, at han få uger efter 6 dages løbet stillede op i Spartathlon, nærmest uden at have trænet i mellemtiden, fordi nu var han jo tilmeldt, og det ville da blive en hyggelig tur, og så løb han ind på en 2.plads! Han er vores bedste ultraløber på løb over 24 timer, og hvis han rammer dagen til VM 2011, så er han et rigtig godt bud på en verdensmester. Lars gav et interview til DSB-bladet Ud & se i april 2008. Spring frem til side 30. .

onsdag den 19. maj 2010

Præmien er brugt

Gevinsten hang ikke længe på køleskabet! Jeg valgte at købe en ny sportstop fra Casall, et par Falke light sokker og en softice for de sidste 20 kr. Mange tror, at nedtrapning kun handler om at løbe få km for at lade kroppen restituere optimalt før løbet. Det gør det også i høj grad, men man kan sagtens bruge ventetiden konstruktivt. Bl.a. træner jeg udgangstempoet i det kommende ultraløb. Alt for ofte får man lagt for hurtigt ud, fordi kroppen er vant til et højere tempo, end det er fornuftigt at holde i et ultraløb. Benene er lidt tunge, som det ofte er tilfældet under nedtrapning. Det er som om kroppen opdager, at der er mere tid at restituere i end normalt, og det udnytter den optimalt. Det er også årsagen til, at jeg på forhånd ved, at mine ben vil føles tunge, når starten går om 11 dage, men jeg ved også af erfaring, at det løsner op efter 10-15 km. Det kan bare være nogle hårde km at komme igennem :-/ Der er mange, der skal i ilden på søndag i København. For første gang skal jeg overvære løbet som tilskuer. Jesper og jeg har aftalt at tage ind og heppe. Det glæder jeg mig til, for nu ved jeg, hvor stor mental betydning det har, at der er folk, der gider bruge det meste af en dag på at råbe trætte løbere fremad. .

En præcisering

Jeg kan se, at man kan misforstå bemærkningen om 'den beskedne tid'. Den er beskeden i forhold til sidste års vindertid på 21.37. Jeg er meget glad for at have løbet 23.27, hvilket svarer til 4.30/km. Det er identisk med km-tiden på min PR for en 5 km. Så håber jeg, det er på plads :-) I løbet af aftenen dukkede resultatlisten op på Events4u, og der var en del tilmeldte, der ikke mødte frem. 36 kvinder løb, men jeg vil tro, at 13 var powerwalkere/stavgængere, for deres km er fra 8.25 til 11.07. I alt stillede 55 mænd og kvinder op i soloklassen. .

tirsdag den 18. maj 2010

What a surprise!

Rudersdalstafetten blev afholdt i flot solskin og med mange deltagere. Primært stafethold naturligvis. Mange skoleklasser, der deltager gratis. Men jeg var meget overrasket over at se, at dameklassen havde over 50 deltagere! Så var jeg da sikker på at kunne komme hurtigt hjem efter løbet, for det ville ikke være i år, at jeg skulle på skamlen. Men jeg tog fejl! Trods den beskedne tid 23.27 for 5,2 km blev jeg nr. 1. De 4-5 unge piger/kvinder, der løb hurtigere end mig, løb alle på stafethold. Dumt af dem for jeg vandt et gavekort på 500 kr. til de lokale butikker :-D Så står man gerne og småfryser 1 times tid, til stafetholdene er i mål, så vi kan få præmier. Startgebyret var 50 kr., så det var da en god investering ;-) .

Lidt fra rodekassen

Nedtrapningen er i fuld gang, så der er dikteret 'ikke-konkurrence-tempo' i aftenens lokale løb på 5,2 km Rudersdalstafetten hvor man også kan løbe solo. Jeg vil gerne støtte et lokalt løb, og den korte distance passer fint med dagens træning. Batteribyen. dk viser igen, at de har lynhurtig ekspedition. Jeg bestilte et batteri til min mobil i morges, og 6 timer senere modtog jeg en mail, at varen er afsendt. Jg bruger en del batterier om året til mp3, pulsur og footpod, og her er penge at spare :-) I næste uge skal jeg lave et interview til Ugebladet Søndag, der skal have en serie med temaet 'alder ingen hindring', og jeg skal bruges som eksempel på en, der begynder på ekstremsport midt i livet. Jeg bliver glad, når jeg får lov at medvirke i den slags artikler. Det giver mulighed for at fortælle, at det aldrig er for sent at begynde at løbe. Jeg har købt en god flaske rødvin, som jeg skal nyde, når jeg kommer hjem fra England. Jeg er for overtroisk til at turde købe champagne ;-] Jeg lander mandag aften kl.19.45 og er i Birkerød ved 22-tiden, alt efter DSBs humør! Så skal benene op, vinflasken åbnes, og bloggen opdateres ;-) Det er lidt surrealistisk at tænke på, at det er på lørdag i næste uge. Jeg har ikke været i en langvarig konkurrence siden 6 dages løbet i august. Jeg er iøvrigt nu tilmeldt efterårets 24 timers løb. Jeg har valgt at vente til slutningen af september, så det bliver i Schweiz i stedet for Sverige. Det giver mulighed for et par ugers restitution efter GUCR, før næste træningsplan påbegyndes. Det er muligt, at det betyder, at Jesper ikke kan være hjælper, men jeg har prioriteret ordentlig restitution højt. Hvis jeg skal have en chance for at nå mit mål på +200 km, skal der være tid til at slippe det ene løb fysisk og mentalt, før jeg begynder træningen mod den næste udfordring. For de, der har lyst til at hilse på Jesper, står han i Motionslobs stand i Fælledparken på lørdag kl.13-15. .

mandag den 17. maj 2010

Hvem tager energien?

Indenfor den seneste uge er batterierne i mit stueur, mit armbåndsur og mit pulsur døde. Nu er min mobil også ved at dø! På få dage er den gået fra at holde batteri i et par døgn til at gå tom på 10-12 timer. Det er et krav, at man har mobil med på GUCR i tilfælde af, at man kommer i nød eller udgår, så man kan orientere arr. øjeblikkeligt. Så jeg skal have ny mobil, og med mine manglende tekniske færdigheder bliver det en kamp med tiden at lære den at kende inden løbet. Jeg skal jo også gerne have nogle billeder med hjem til jer! Med nedtrapningen kommer tvivlen! Har jeg trænet nok til at løbe 240 km? Hmm - det har ihvertfald været en rutschebanetræning som aldrig før. Min flytning, sygdom i familien samt diverse uheld i form af fald har haft sat løberiet under pres siden nytår. Der er ingen tvivl om, at jeg burde have haft flere km i benene, men jeg håber, at min stædighed og erfaring kan kompensere for de tabte km. Den endelige startliste til løbet er klar. 100 løbere. 88 mænd og 12 kvinder. Kent arbejder på en alternativ rejseform, hvis asken bliver ved med at drille. Er jeg klar? Næsten. Glæder jeg mig? Helt vildt! .

søndag den 16. maj 2010

Åbent foredrag med Jesper Olsen

D. 3. oktober er det muligt at høre Jespers foredrag i Randers. Like2Run v/Jesper Elfving arr. halvmarathon og marathon efterfulgt af foredrag. Man kan deltage på 2 måder: 1. Løb efterfulgt af gratis fordrag 2. Foredrag uden løb for 50 kr. Tilmelding fremgår af links. .

Ikke mere aske!

'Vulkanen er ekstrem aktiv lige nu', lyder det fra en islandsk geofysiker. Det er ikke lige de ord, man håber på at høre 12 dage før afrejsen til England. Specielt ikke når de i dag lukker dele af de britiske luftrum, herunder Heathrow i perioder! Og nu, hvor vi er ved de mindre positive ting, så har jeg fået en neglerod på storetåen. Det er umuligt at løbe lange distancer med sådan en tå, så det er heldigt, at jeg er i gang med nedtrapningen. Jeg har de sidste par dage leget Den lille kirurg, men jeg er endnu ikke sluppet helt af med den. Jeg har prøvet det før, så jeg ved godt, hvordan jeg får den væk, men det er bare så hamrende ømt, at det bliver gjort over flere forsøg. På den positive side så ligger grundplanen til træningen frem mod mit 24 timers løb i september klar. Der er lavet nogle ændringer i opbygningen, bl.a. med mere intervaltræning. 'Hvis man gør, hvad man altid har gjort, får man det, man altid har fået, og jeg vil have mere!! Risikoen ved mere intensiv træning er naturligvis overbelastning, så det bliver et forsøg med, hvor hård træning jeg kan tåle både fysisk og mentalt. Et forsøg på at finde den optimale træningsform for mig frem mod VM om 1 år. For ultratræning er meget individuel, og man kan kun bruge andres træning som inspiration. Lars Skytte Christoffersen har udtalt i et interview, at han aldrig løber intervaller, fordi han bliver skadet af det, så man kan sagtens blive en fantastisk ultraløber uden den del. .

lørdag den 15. maj 2010

Mens jeg venter på tørvejr

Regnen vælter ned igen! Så er der tid til at få klaret nogle småting, før dagens træning. DMI lover opklaring ved 18-tiden. Håber de har ret! Jeg har fået skrevet til hotellet i London. Det er dyrt at overnatte tæt på Hyde Park, så Kent og jeg deler et værelse efter løbet. Da det er meget usikkert, hvornår vi kommer i mål, skal hotellet vide, at vi dukker op på et ukendt tidspunkt, og at vi ankommer hver for sig. Jeg har taget fri fra arbejde natten til fredag, så jeg har ferie, når jeg går fra vagten torsdag morgen. Fredag skal vi tjekke ind til flyet senest kl.08.15. Det betyder, at vi er i Birmingham kl.09.55 med god tid til at gøre klar til løbet, fysisk og mentalt. Der skal købes et par småting (toastbrød og Nutella), spises et godt frokostmåltid og hviles så meget som muligt. Fredag aften er der informationsmøde samt nr.uddeling på en lokal pub. Hvor ellers? Det betyder samtidigt en mulighed for at møde de andre løbere :-) Jeg har købt nye sko, som jeg har løbet i den sidste uges tid, så de er klar til løbet. Mit Polar-ur har fået skiftet batteri. Det begyndte at vise 'lavt batteri' i sidste uge. Tænk hvis det var sket under selve løbet??? Footpoden får skiftet batteri lige før, jeg tager afsted. Det kan holde i 40-50 timer, så hvis det går dødt under selve løbet, er det ikke gode tegn ;-] Jeg er i fuld gang med min fiskeoliekur. Jeg skal lige vænne mig til den lidt specielle smag, man har i munden! Al ømhed er forsvundet fra senen langs benet, men da jeg jo have en lille smule gener fra knæet i forgårs, valgte jeg at holde mig i ro i går. Jeg kan ikke gøre mere for formen nu, så der er kun to ting, der gælder de sidste 13 dage: restitution og forbliv skadesfri. Skal vi gætte på, at det sidste bliver det sværeste??? .

VM 2011

VM 2011 kommer til at foregå i Brugg, Schweiz . Klippet fra K-G Nyströms hjemmeside: Så nu är jag medansvarig för VM 24H i Brugg, Schweiz nästa år. Om tävlingsplatsen ej är bokad så blir det sista helgen i maj. Maj månad var ett önskemål från IAU .

fredag den 14. maj 2010

Sådan ser glæde også ud

Her er et fantastisk billede af verdensmesteren Shingo Inoue. I de sidste minutter af VM løber en af holdets løbere med nationens flag, men normalt løbes der om topplaceringerne til sidste sekund, så det er ikke ofte, at vinderen løber med fanen.
Jeg er vild med Shingos ansigtudtryk. Smerte og træthed, men jeg er sikker på, at inderst inde er han ved at sprænges af glæde. 273,708 km er det bedste resultat løbet ved et VM :-)
Det har været spændende at følge løbet, men ærligt talt - næste gang vil jeg selv være med. Så nu ved i allerede, hvad der venter i næste års blog ;-)
Arr. er fundet under dette års VM, så det bliver offentliggjort i løbet af få dage.
.

Slutresultaterne

De endelige resultater kan ses her .

VM er slut

VM/EM er slut for i år, og bedste danske herre blev Vagn Kirkelund med 212 km og bedste kvinde blev Mette Pilgaard med 186 km. Heller ikke i år blev det danskernes VM... Men det blev alligevel et fantastisk løb at følge. Inuoe fra Japan vandt med et løb på ca. 274 km (den præcise opmåling lader vente på sig), hvilket er asiasisk rekord. Naturligvis blev han verdensmester :-) Efter ham fulgte Scott Jurek fra USA. Løbets lækreste deltager, så derfor får han fotopladsen i stedet for vinderen - editors choise :-D Scott løb ny amerikansk rekord med ca.266 km. På 3.pladsen kom italienske Ivan Cudin, også i ny nationsrekord med 263 km. Han blev dermed også europamester. Hos kvinderne var franske Anne Celine Fontaine overlegen. Hun vandt med 240km, 9 km foran nr. 2. Prøv lige at se en letvægtsløber! Hvem tør gætte på hendes fedtprocent??

torsdag den 13. maj 2010

JAAAAAAAAAAAAAA

I dag gælder det pokalen

Siden Farum Boldklub blev til FC Nordsjælland i 2003, har jeg holdt med FCN. I dag venter klubbens vigtigste kamp: pokalfinalen med FC Midtjylland. FORZA FCN :-) Kampen begynder kl.17, så jeg måtte afsted på en formiddagstur. I går eftermiddags hjalp jeg min datter med at flytte ind i hendes nye lejlighed, så aftensmaden bestod af en hapsdog fra den nærmeste grillbar. Ikke særligt sundt og bestemt ikke løbervenlig mad, hvilket også gav problemer på dagens tur. Et par ture i skovbrynet er ikke normalt for mig ;-] Der er gode nyheder på skadesfronten: senen langs underbenet er helt OK igen. Der er ingen ømhed at spore under eller efter løbeturen. Knæet mærkede jeg lidt til et par gange, men kun af 1 min. varighed, så det skal nok blive helt i orden før GUCR :-) En venlig sjæl har anbefalet, at jeg løber med tand- albue- og knæbeskyttere frem mod GUCR, og Kent har tilbudt at løbe med mig i snor, så jeg ikke falder i kanalen under løbet. Mine underretninger fortæller ellers, at det er Kent, der skal i snor ;-) Der er kun 16 dage, til løbet begynder, og min hjerne kan stadig ikke helt rumme tanken om 145 miles. Jeg er ikke helt sikker på, at fornægtelse er en god ting i denne forbindelse!! .

onsdag den 12. maj 2010

Den ukendte faktor

Der er mange ting, man kan forberede sig på før et ultraløb, men der er en faktor, vi ikke har nogen indflydelse på. Vejret! I dag siler regnen ned. Bare tanken om 45 timer i regn og blæst... Vejrudsigten vil blive studeret indgående i ugen op til GUCR. Tør jeg håbe på tørvejr, vindstille og 16-17 grader? I morgen begynder VM i 24 timers løb i Brive-la-Gaillarde i Frankring, og det er varslet 8-13 gr. samt regnbyger. Jeg glæder mig til at følge min holdkammeraters kamp med km :-) Desværre deltager nogle af verdens allerbedste løbere ikke, da de løber invitationsløbet '48 heures pédestres de Surgeres' i næste uge. Vores egen Lars Skytte Christoffersen deltager, og jeg glæder mig vildt til at se, hvad han kan præstere, når han sættes op mod verdenseliten Han skal bl.a. møde den firdobbelte verdensmester Ryoichi Sekiya fra Japan. Et løb, hvor der kræves over 400 km for at vinde. 12 kvinder og 13 mænd med et usædvanligt konkurrencegen! Så virker 240 km på 45 timer pludseligt lidt mere overskueligt - or not ;-) .

tirsdag den 11. maj 2010

Hvem griber mig, når jeg falder?

Det var ikke nemt at lade løbeskoene stå i går, når vejret var så flot, men belønningen kom i dag. En dags ro har betydet, at hævelsen på knæet har lagt sig, så der kun er et stor blåt mærke tilbage, og ømheden på siden af skinnebenet er næsten helt væk. Jeg må have en skytsengel, der griber mig, når jeg falder, for indtil videre er jeg kommet mig hurtigt hver gang. Findes der en engel, der beskytter de faldne?
'Start nu roligt op!' lyder ordren! Selv om det gik rigtig godt på dagens tur, nøjedes jeg med 22 km. Det vil være tåbeligt at løbe til evt. smerter indfinder sig. Jeg er sikker på, at et par dages rolig træning vil være den bedste strategi. Lige nu har det førsteprioritet at blive totalt skadesfri, før starten går om 2½ uger.
Folk med knæproblemer ved, at der er to ting, som tester knæet maximalt: nedløb og skarpe sving! Knæet bestod begge tests med glans - vel at mærke i slutningen af træningen :-)
På opfordring (tak) er jeg påbegyndt en kur med fiskeolie. Flere undersøgelser har vist, at fiskeolie i store doser (3 gram dagligt) virker antiinflammatorisk, og det kan ihvertfald ikke skade ophelingsfasen for hverken knæ eller skinnebenets sene.

mandag den 10. maj 2010

Lidt for tidligt på færde

Min fornemmelse af at det havde været bedre med en hviledag kom til at passe, men alligevel gik det ikke så galt, som jeg havde frygtet. Jeg tænkte nok, at Jesper ikke løb 50 km endnu, så hans plan var, at vi løb de første 20 km sammen, så løb jeg 20 km alene, og så løb vi de sidste 5-10 km sammen. Men ak - så langt kom vi slet ikke. Det startede med de løftede pandebryn, da Jesper så mit knæ. Blåt og hævet! Om det nu var en god idé at løbe?? Ja, det mente jeg nu nok, det var, men der ville formodentligt ikke blive tale om 50 km som planlagt. Så vi løb ud af Malmø, mod Bara og Klågerup/retur. De første 19 km gik i fin fart. Min og Jespers definition af en 'rolig' tur er bestemt ikke den samme ;-) Efter 19 km mærkede jeg det første til knæet. Bare en lille ømhed, men nok til at jeg var obs på den. Vi var tilbage i lejligheden efter 20 km, hvor jeg fik noget energidrik, og Jesper fik fyraften. Afsted igen - denne gang med mindre fart for at se, om det ville ændre noget ved knæet. Men nej, ømheden blev konstant, og da der trods alt kun var gået 30 timer siden faldet, valgte jeg at sige stop efter 29 km. Senen på underbenet var også blevet tiltagende øm, hvilket jeg ikke havde mærket under løbeturen, fordi den var varm. Efter løbet fik jeg fuld fornøjelse af den :-/ Det var en chance at tage, og faktisk synes jeg, at 29 km er ret godt så tæt på faldet og stadig med blå mærker og hævet knæ. Nu tager jeg en hviledag i dag, og så må jeg nøjes med korte ture i denne uge. Forhåbentligt har hævelsen lagt sig til weekenden, hvor Jesper som kompensation har ordineret en tempotur på 35-40 km. Så kan jeg lære at lade være med at falde over mine egne ben og lave uorden i træningen!!! ;-) .

søndag den 9. maj 2010

Skadesupdate

Det svæver i det uvisse, hvor alvorligt gårsdagens fald var.
I løbet af aftenen opstod der ømhed på ydersiden af højre underben. Jeg tror, jeg er vredet om på foden og har forstrakt senen. Anklen har heldigvis ikke taget skade. Højre knæ er stadig ømt og lidt hævet, så der er en blodansamling. Såret på hagen gør kun ondt på forfængeligheden ;-)
Om disse gener får betydning, når jeg løber, er slet ikke sikkert. Det må komme an på en test, når jeg ankommer hos Jesper. Så kan vi sammen træffe beslutningen.
Der er vist tale om held i uheld, at jeg ikke skal løbe VM om 4 dage, men først skal i kamp om 20 dage!!
Men nogle, der er i kamp, er de danske ishockeyherrer til VM. 4-1 over de olympiske bronzevindere fra Finland!
I sport kan alting ske. Det er derfor, det er så facinerende :-)))
.

lørdag den 8. maj 2010

Rettidig omhu

"Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu" Citat: Mærsk Mc-Kinney Møller Jeg bliver sommetider drillet med, at jeg altid er i god tid - meget god tid!! Kent har kommenteret, at jeg jagtede mit survivaltæppe allerede 2 mdr. før GUCR, og min datter ryster på hovedet, når jeg beder om min sportstaske, som jeg skal have med til England...om 3 uger! Jeg har for længst erkendt, at jeg er en planlægger, og jeg har det derfor bedst med, at der er styr på tingene i god tid. Det giver ro, og jeg har tid til at lade mentalt op de sidste par uger, fordi jeg ved, at alt er parat. Jesper har endnu en gang vist sig som en sand ven! I morges stod jeg op kl.07 for at løbe den lange tur, før jeg skal til fødselsdag. Det styrtregnede, så motivationen kunne ligge på et meget lille sted, da jeg gjorde klar til morgenkaffen, mens jeg tjekkede min mail. Og hvad var tikket ind i nattens løb? En mail fra Jesper, der tilbød, at vi kan tage den lange tur natten mellem søndag og mandag. Han synes, at det vil være fint at genopfriske nattefasen, når der i værste fald venter 1½ natteløb i GUCR! Jesper har al mulig grund til ikke at stille sig til rådighed, for han restituerer stadig fra World Run, og jeg vil vædde en omgang skildpaddeis på, at han ikke har løbet over 20 km, siden han kom hjem, så at han melder sig til 50 km for at hjælpe mig, er jeg meget taknemmelig for :-) Faktisk lyder mailen på 'en halvlang tur på 45-50 km', så vi skal vist have afklaret nogle definitioner af 'halvlange' og 'lange' ture, mens jeg er på besøg :-D Det er muligt, at morgenens træningstur på 27 km derfor kun kan betegnes som en kort tur, men den føltes nu lang nok. Lysken er desværre kun 90% i orden, for jeg kunne mærke den på hele turen, men så længe jeg løber i roligt tempo, bliver det ikke værre. Måske min underbevisthed syntes, jeg trængte til noget andet at tænke på, for da jeg var næsten hjemme, faldt jeg over - ingenting! På et splitsekund lå jeg på asfalten med hul på hagen og knæet. Pludselig gjorde det mere ondt andre steder end i lysken... Jeg har jo sagt, at det ikke er en let sag at forblive skadesfri frem mod GUCR! .

fredag den 7. maj 2010

Fredagstræning

Jeg træner meget sjældent om fredagen. Jeg er træt efter 4 nattevagter, og kroppen har godt af en hviledag før weekendens træning. Især i denne uge, hvor jeg har vendt op og ned på nat og dag flere gange, fordi jeg havde tjenestefri natten mellem onsdag og torsdag pga. begravelsen.
Men træningen har været minimal i denne uge, så jeg synes ikke, jeg kunne tillade mig at springe endnu en dag over, så da vinden havde lagt sig en lille smule i eftermiddag, nappede jeg en kort tur på 16 km. For pokker - kan det ikke snart blive sommer???
Om lørdagen sover jeg som regel længe, men hvis jeg skal nå at løbe min sidste lange tur i denne weekend, skal jeg tidligt op pga. en familiefødselsdag kl.14.
Søndag/mandag skal jeg besøge Jesper, og det er måske ikke det mest venlige at stikke ud på en 6-7 timers løbetur, når man er gæst. Også selv om Jesper ville have fuld forståelse for det! Og så er der lige det med orienteringssansen... kan i se mig løbe forvillet rundt og skulle have en svensker til at forklare mig vejen hjem? Nej vel???
Nå, tingene har det jo med at løse sig, så mon ikke jeg får løbet turen? Ellers må jeg afsted på tirsdag, men så er det også allersidste udkald!!
.

torsdag den 6. maj 2010

Ikke lige i dag

Vi har været til begravelse i dag, og der har ikke været overskud til at løbe. Men selv på triste dage kredser tankerne omkring GUCR. Jeg har bestilt nye sko, som forhåbentligt kommer, før den sidste lange tur skal løbes, så de kan blive testet. Jeg har 1 nattevagt tilbage før 1 uges ferie. Det betyder, at der burde være god mulighed for at få trænet trods andre familiebegivenheder i den kommende uge. .

onsdag den 5. maj 2010

Alarmen er afblæst

Efter 24 timer uden ondt i lysken turde jeg testløbe i dag. Jeg havde aftalt med SSport, at jeg skulle afhente nogle engangsregnslag, som jeg skal have med til England, og meget passende ligger deres lager knap 6 km fra min bopæl. 12 km er en fin distance, og heldigvis gik det fint.
Ærligt talt så var jeg lidt nervøs for, at jeg havde overhørt nogle signaler mht. overbelastning, men nu tror jeg mere på, at smerterne skyldes, at jeg snublede på vej op af viadukten under Rudersdal Marathon. Jeg er jo snart så vant til disse episoder, at jeg nærmest ikke registrerer det længere! Jeg må have lavet en forkert bevægelse, som min lidt slidte krop reagerer voldsommere på end alm.vis.
Så jeg slap med skrækken i denne omgang! Formen er OK, så nu gælder det bare om at holde mig skadesfri resten af måneden, og det er sørme ikke altid nogen let opgave...

Servicemeddelelse

Under Rudersdal Marathon blev jeg spurgt, om jeg vidste, hvornår tilmeldingen til CPH 6 timers løbet d. 30.10. i Albertslund åbner? Jeg fik svar fra Charley i går, men jeg nåede ikke at skrive det, før det også blev meldt ud på Dourun: Den er åbnet i dag :-) Max 100 deltagere! http://www.cph6hrun.blogspot.com/ .

tirsdag den 4. maj 2010

Lidt drama skal der være

Jeg kan åbenbart ikke melde mig til et større løb uden, der skal være lidt drama til sidst :-/ Efter Rudersdal Marathon i søndags fik jeg meget ondt i venstre lyske. Selv da jeg sov, havde jeg ondt. Ikke godt!!! Som en lille askesky der generer løbetrafikken! Heldigvis ser det ud til, at et par dage uden løb klarer den lille sag. Formen er jo OK, så jeg går ikke i panik - endnu! Med 2 x 15 km cykling pr. dag får jeg rørt mig alligevel. Men al interval- og tempotræning er aflyst i denne uge, så Jesper må klare sig uden kvalificeret modstand på torsdag :-D Puslespillet omkring de næste par ugers træning er ellers en kabale i forvejen: begravelse, fødselsdag, flytning og konfirmation har førsteprioritet. Jeg har fået fat i mit survivalblanket samt en fløjte fra Spejdersport. Det er jo muligt, jeg passerer en flot englænder på vejen, men er for træt til at fløjte efter ham ;-) Ellers kan den bruges i tilfælde af, at jeg laver et af mine sædvanlige stunts i form af et fald. Selv om de efterhånden er perfektioneret, så ved man jo aldrig, om jeg er uheldig på dagen. DUUL har lagt en beskrivelse af GUCR 2009 på deres hjemmeside http://www.duul.dk/gucr2009.html Så kan i måske få en lille fornemmelse af tidsrammen under løbet. Kents hustru Maj-Britt vil komme med opdateringer fra dette års løb, hvis Kent og jeg husker at sende sms hjem undervejs. Jeg ved endnu ikke, om denne blog bliver opdateret som under 6 dages løbet. Det hører i mere om, når tiden nærmer sig... .

mandag den 3. maj 2010

Depoter i GUCR

Tidl. har der kun været 2 cut-off tider under GUCR, nemlig ved 160 km og ved mål. I år er der ændret på dette, så der er cut-off ved de sidste 3 depoter samt mål. Desuden er der lukketider for alle depoter, og det er jo også en slags cut-off for os, der løber unsupported, for når vi ikke depotet indenfor tidsrammen, skal vi selv klare forplejning og bagage, og det er jo det samme som at sige farvel til løbet. Heldigvis er rammerne store, så der er plads til de nedture, man må forvente i et så langt løb. Der er følgende depoter inkl. tidsgrænser: Kl. 06.00 - Birmingham (start lokal tid) Kl. 08.50 - Catherine De Barnes (17 km) Kl. 12.15 - Hatton Locks (36 km) Kl. 16.30 - Birdingbury Bridge (58 km) - Varm mad Kl. 19.30 - Heart of England (87 km) Kl. 01.00 - Navigation Bridge (114 km) - Varm mad Kl. 07.15 - Bridge 99 (136 km) Kl. 12.00 - Grand Junction Arms (160 km) - Varm mad Kl. 19.00 - Springwell Lock (193 km) Kl. 24.00 - Hamborough Tavern (214 km) Kl. 03.00 - Little Venice, London (mål) Officielt 233 km, men deltagernes ure viser nærmere 240 km ;-) Alle depoter indeholder kolde og varme drikke samt snacks. Efter Navigation Bridge er der også varm suppe i depoterne. .

søndag den 2. maj 2010

Rudersdal Marathon

Et af mine ynglingsløb er Rudersdal Marathon. Et socialt løb i grupper, hvor der er rig mulighed for at snakke med gamle løbevenner og tid til at møde nye :-) En dejlig solrig dag i den nyudsprungne bøgeskov. Vi kunne simpelthen ikke ønske os bedre vejr! Ruten er kuperet, og i denne lille sluttede kreds kan jeg vel godt indrømme, at jeg godt kunne mærke, at løbet i Hamburg stadig sad i benene. Men det kan selvfølgelig også hænge sammen med, at jeg har løbet 120 km på 6 dage. Næppe efter lærebogen om ordentlig restitution efter et PR-løb ;-) Jeg løb med rygsækken, der skal bruges til GUCR, og det fungerede rigtig fint, hvis i spørger mig. Men hvis i spørger Jesper Halvorsen og Niels Høg Henriksen, så var det måske knap så morsomt, at de måtte tage min væskeflaske op af sidelommen og sætte den tilbage igen, når jeg skulle drikke, fordi der trods alt ikke var tid til at tage rygsækken af dagens tur, hvilket der vil være under GUCR. Tak for hjælpen :-) Vi har fået en skriftlig vejledning af ruten i England, og foruden at tegne den ind på de obligatoriske kort, har jeg skrevet den ned i mindre afsnit, som bliver lamineret, og jeg kan løbe med i hånden. Jeg mangler stadig at få købt et 'survivalblanket', men de bliver ved med at være i restordre hos Spejdersport. .

lørdag den 1. maj 2010

Test af VM ruten 2011

Nej, det er ikke VM i løb, men i landevejscykling. Ruten skal bruges allerede d. 8.aug., hvor den er sidste etape af Post Danmark Rundt. Ruten ligger 6 km fra min bopæl, så jeg syntes, det kunne være morsomt at se den an på dagens tur. Der er 14 km rundt med 3 stigninger. Der er flere områder af ruten, hvor jeg aldrig har været, så jeg havde skrevet vejnavnene ned på en seddel. Så blev det samtidigt en træning i at løbe en ukendt rute efter anvisning. Nyttigt frem mod GUCR. Ruten er allerede markeret med skilte, så alle har mulighed for at træne på den. En sjov idé fra kommunens side. 26 km og dermed den længste tur siden Hamburg. Torsdagens intervalpas viste sig at være en lille test fra Jespers side for at få en idé om hvor hurtigt jeg restituerer. Det står enhver frit for at vurdere testens udfald, når jeg fortæller, at der er dømt fælles intervaltræning torsdag aften ;-) .