søndag den 28. februar 2010

Jagten på foråret

Pga. en lille irritation af en sene i højre hofte kunne der kun blive tale om en kort tur i meget roligt tempo i dag. Vigtigste instruks fra Coach Jesper: Hold dig skadesfri Men det er jo ikke nemt, når man føler sig som Tigerdyret og siger: Well, I gotta go now. I've got a lotta bouncin' to do! Hoo-hoo-hoo-hoo! T-T-F-N: ta-ta for now! For at være på den sikre side mht. tempoet, tog jeg mobilen i hånden og drog ud for at lede efter foråret. Dagens blog er en lille billedkavalkade over turen. Først skal vi have smidt julen ud! Juletræer på vores containerplads. Stierne er stadig fulde af sne og sjap men den viger for de stigende temperaturer Den er på vej væk, og man kan se græsset igen Vejene er igen tørre og løbe-venlige. Fra alle sider vælter vintertrætte løbere ud. Der var mange, der tydeligvis ikke havde trænet ret meget i de seneste måneder ;-) Blomsterskud bryder gennem den frosne jord Erantis - en forårsbebuder Men det sikreste tegn på forår er, når jeg er ude på årets første tur uden hue og vanter! Det var nu lidt koldt om hænderne, så næste gang har jeg de tynde handsker på. Soundtrack: fuglesang og den liflige lyd af smeltevand Jeg erklærer hermed Foråret er på vej .

lørdag den 27. februar 2010

Græs?

Temperaturen er faldet et par grader, og det blæser. Sneen er nu smeltet, så man kan se pletter af græs. Er der andre end mig, der har glemt, hvordan græs ser ud??? Den smeltende sne betyder sjappede skovstier, så jeg holder mig på landevejen. Lidt kedeligt, når dagens tur var på 23 km, men med P3 i ørerne gik det alligevel. Intet at mærke efter gårsdagens intervaltræning :-) D. 15.maj fejrer Steen Sjøgren sin 60 års fødselsdag med sit marathon nr. 200, og i den forbindelse arr. han 'Gourmet Marathon'. Se lige depoterne: Franske depoter – franske specialiteter og franske vine Jyske depoter – tung mad og håndbajer Svenske depoter – svenske fristelser og let øl og vand Danske depoter – bl.a slik, kondivand og lidt til ganen Amager depoter - ???? Der skal afsættes 20 – 30 minutter til depoter ( til de frelste vand, kondivand, rosiner m.v.) Løbet bliver min sidste lange træningstur før GUCR, og findes der nogen bedre måde at løbe den på? :-D ------------------------------------------------------------------------------------------------------------ Landsholdet til EM/VM 24 timers løb er udtaget: Vagn Kirkelund Leon Skriver Hansen Jan Andersen (tilbage efter en langvarig skade) Per Brølling Thomas Steenberg (debutant) Carsten Eriksen (debutant) Jan Christensen (debutant) Mette Pilgaard Kitt Andersen (debutant) .

fredag den 26. februar 2010

Mon Gud læser blogs?

Mon Gud læser blogs? I så fald må han have læst min og tænkt 'hun trænger sørme til lidt hjælp, og hvis nu et par plusgrader kan gør hende glad' :-D Ihvertfald stod jeg op til et udendørstermometer, der stod på 40 gr.!!! Nå ja, et hurtigt blik ud over golfbanen, der stadig var dækket af sne, fortalte en anden historie. Lidt justering på termometret gav et fald til mere realistiske 5 gr., men det er stadig i den rigtige retning. Ikke nok med det - det regnede også i går aftes, så sneen er smeltet på de asfalterede veje, og Bistrupvej er igen klar til intervaltræning - YES! Opmutret af diverse udsagn på Facebook om lange ture uden jakke, og udtalelser som 'pyha det er varmt med hue og vanter' valgte jeg at genoptage intervaltræningen efter 6-7 ugers pause. 'Kun' iført langærmet undertrøje og windstoppertrøje samt forårstights (let forede uden at være vintertights) begav jeg mig afsted. Jeg var dog ikke så modig, at jeg lod hue og vanter blive hjemme, og det var jeg glad for. Så varmt synes jeg altså heller ikke, det er blevet. 8 x 1 km intervaller med pauser til pulsen er faldet til 45% af pulsreserven (mindre end 2 min). Det gik forbløffende godt. Mine intervaller var mere ujævne end tidl, men de var ikke forringet ret meget i tempo trods den lange pause. 10,7 km er jo nærmest museskridt sammenlignet med Jesper, der i dag har passeret 21.000 km :-) .

torsdag den 25. februar 2010

Hanging in

Jeg har alle mine løbedage haft svært ved at holde varmen, så snart vinteren sætter ind. Jeg er med garanti den løber, der er først i de lange tights. Længe før i andre overhovedet begynder at tænke i de baner! Det betyder, at 3 mdr. i den dybfryser, vi kalder Danmark, er ved at tage pippet fra mig. Jeg kæmper nu dagligt med at komme afsted, fordi jeg ved, at jeg fryser på de første km og igen når jeg når ud omkring 10-15 km, fordi sved og kold blæst bare er en dårlig kombination!! Jeg har valgt at bruge min livline. Selv om jeg ved, at Jesper lige nu kæmper sin egen kamp i Sydafrika med at nå frem til Cape Town, så har jeg valgt at melde ud, at der for alvor er et problem. Med kun 3 mdr. til GUCR skal der virkelig ske en ændring. Han har en hviledag om 3 dage. En dag, som er dyrebar for ham, for han har brug for al den hvile, han kan få. Alligevel vil han bruge noget af den på at konstruere en form for redningsplan. Vi bruger samme metode som frem mod DM 2008, hvor jeg fik et skema med km, som jeg skulle løbe hver uge. Ikke hvordan de skal fordeles, men bare hvor meget jeg skal løbe. Det fungerede perfekt. Så perfekt at jeg løb 188,947 km efter kun 12 ugers struktureret træning :-) Mentalt hjælper det at skulle 'stå til regnskab' for træningen. Whatever it takes... Nogle bruger den hårde vintertræning - at skulle ud selv om det er koldt, blæsende og umulige vejforhold - som en metal styrkelse i sommerens ultraløb. Når de har kunnet træne trods vejrforholdene, så kan de også klare et krævende ultraløb. Sådan er jeg slet ikke indrettet mentalt. Jeg er ligeglad med, om jeg har trænet i sne, regn eller sol - bare jeg har løbet de km, jeg har planlagt. Problemet er at komme ud af døren, når det for 80. dag i træk er frost! Jeg håber, i kan se forskellen. I dag stod jeg ved en skillevej. Efter 3,5 km løb stoppede jeg pludselig op; noget jeg ellers aldrig gør. Jeg brugte 5 min på at tænke over, om jeg ville vende om og løbe hjem eller forsætte turen. Jeg havde en meget klar fornemmelse af, at her var tale om en vigtig beslutning. Løb jeg hjem, havde jeg tabt kampen. Man bliver ikke ultraløber uden stædighed, og jeg opgiver ikke endnu. Men det var tæt på. Med Jespers ord 'just hang in there' løb jeg videre. Jeg overvejer seriøst om GUCR og Skövde 24H bliver årets eneste ultraløb. Jeg er gået fra ultraløb til ultraløb de sidste par år og måske er det tid til en længere periode med korte træningsture? Med en rutineret hjælper på sidelinien i Skövde vil jeg gøre alt for at bryde 200 km grænsen, og så derefter tage et halvt års tid med mindre træning (50-70 km uglt) med mere fokus på tempo. VM 2011 vil jeg tro kommer til at finde sted i maj eller juni, så jeg kan vente med at påbegynde ultratræningen til februar. Sådan er planen lige nu, men jeg ved jo af erfaring, at tingene ændrer sig hen ad vejen :-) .

onsdag den 24. februar 2010

Fjeder i baglåret

Nogle dage føles det, som om der sidder en fjeder i baglårene og holder en tilbage. Kender i det? Den ene fod foran den anden og alligevel kommer man ikke ud af stedet. Det skyldes formodentligt, at jeg ikke har fået sovet nok efter de 2 første nattevagter. I går havde jeg håndværker efter vagten og kom derfor først i seng kl.10, 2 timer senere end normalt, og i ved jo, hvordan det er. Man står op til sædvanlig tid, selv om man er kommet for sent i seng :-/ Der er lavet lidt ændringer i løbskalenderen. I stedet for Sydkystmarathon løber jeg Griseløbet halvmarathon, der er et af løbeklubbens fokusløb. Ændringen sker, fordi jeg har meldt mig til Hasle Bakker ultramarathon, der finder sted få dage senere. .

tirsdag den 23. februar 2010

Nadver marathon og ultramarathon

Foto: Spiralen på Hasle Bakker. Op ad stien, rundt og ned igen - og det er bare den ene bakke... De Ustyrlige Ultra Løbere (DUUL) fra Århus er på spil igen! Sidste år løb vi skærtorsdag-nadver-marathon på de krævende Hasle Bakker i Århus, og i år har de udvidet tilbuddet med en ultraudgave på 64 km. Vagn Kirkelund lavede en højdeprofil under sidste års marathon: Læs mere på DUUL´s hjemmeside På forsiden er et link til løbet. Hvis man ikke får bakker nok om torsdagen, afholdes Aalborg Brutal Marathon om fredagen ;-) .

Det sidste om den sag

Jeg har modtaget en mail fra Kitt Andersen, hvor hun gør opmærksom på, at hun har løbet 3 x 24 timers løb. Viborg 2007: 125,62 km Århus Indoor 2008: 158,713 km Viborg 2009: 143,25 km Tak for berigtigelsen Kitt :-) Jeg ved ikke, hvorfor det har skabt så meget røre, at jeg har skrevet om Kitt. At jeg skriver, hun ikke tidl. har løbet 24 timer solo er beklageligt, men pointen var såmænd såmænd også mere at fortælle, at hun var udtaget på andre kriterier end de sædvanlige, fordi Danmark ellers kun ville stille med Mette Pilgaard på kvindesiden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg mener, man bør opfylde det gældende kvalifikationskrav for at komme på et landshold under Dansk Atletik Forbund, som ultralandsholdet hører under. Jeg har ikke hørt om andre landshold, hvor man slækker på kval.kravene. Hvert år er der atleter, der mangler sekunder eller cm i at komme til internationale mesteskaber, mens vi på ultralandsholdet har en buffer i form af de såkaldte 'boblere', som ligger max. 10 km under kval.kravet. Dette er på ingen måde personrelateret! Jeg håber virkelig, folk forstår at skelne. Jeg håber bestemt, vi bliver flere kvinder på landsholdet, og der er helt sikkert kvinder med potentiale til 180 km. Men det er ikke mig, der udtager holdet, og Morten Pilgaard vælger at bruge året til at afprøve løbere, han ser et potentiale i. Jeg beklager, hvis nogen har misforstået ordlyden og opfattet indlægget om udtalelsen negativt. Jeg kender Kitt som en sød og positiv kvinde, og hun er udtaget til VM. Dermed er der kun tilbage at ønske hende og de øvrige deltagere god træning i den kommende tid :-) .

mandag den 22. februar 2010

Det milde pres

Foto: Claus Ø. som Byggemand Bob til Fastalavnsmarathon (Fotograf:Jesper Elfving) Coach Jesper kræver et testløb for at finde mit nuværende niveau, men tror i, jeg har lyst til at blive testet, når jeg ved, at jeg er i dårligere form end før flytningen? Heldigvis er der ingen 10 km løb i nærområdet i den nærmeste fremtid ;-) Kent Møller, som også deltager i GUCR, har løbet en træningstur på 74 km i weekenden, og jeg har ikke været ude over 42,2 km siden november. Om bare 3 måneder skal jeg være klar til at løbe 233 km, både fysisk og mentalt. 3 ting, der ligger et mildt pres, fordi jeg er bagud med træningen. 3 ting, der er med til at animere mig til at komme i gang med den seriøse træning. Jeg bliver positivt motiveret, når Kent skriver, at han har løbet langt (rigtig langt!), for så hjælper det ikke, at jeg selv nusser rundt på 15-20 km ture, når vi helst skal have en fuldførelsesprocent på 100 for årets danske deltagere i UK :-) I dag blev det nu ikke til mere end 10 km tempotur i en pause med ophængning af gardiner m.m. Slagboremaskiner og mig = en farlig kombination, der bør undgåes i videst muligt omfang :-/ Jeg kunne godt have brugt Byggemand Bob, men jeg læser, at han gennemførte sit første marathon i 3 måneder efter en operation for brok. Velkommen tilbage Claus Ø :-) .

søndag den 21. februar 2010

Rettelse

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at Kitt Andersen løb solo i Viborg 24 timer i august 2009: 143,25 km. Jeg beklager fejlen. .

Jeg har set solen i dag

Egentligt skulle jeg have løbet Allerød 10 km i dag, men da både Anne (min chauffør) og jeg er ved at udvikle en sne-fobi, gad ingen af os løbe i skoven. I stedet tog jeg en lang tur alene på Kongevejen, som er hovedvejen fra København til Hillerød. En bred vej med masser af trafik, men det er nu ikke så slemt på en søndag. Og frem for al var der ryddet for sne; ihvertfald det meste af vejen. Der lå max 2 cm på udsatte steder, men der er formodentligt tale om snefygning. Der var også steder med ren is. Gårsdagens smeltevand var frosset igen efter en nat under frysepunktet. Men alt i alt en glimrende rute til en lang tur med musik i ørerne. Og så var det, miraklet skete: solen brød igennem, mens jeg løb. Indrømmet, den var ikke længe fremme, men jeg så den :-D I alt 30,5 km i 5.30/km. Jeg er ved at blive lidt doven mht. de lange ture alene. Nupper jo gerne en marathon i godt selskab, men jeg vil overveje, om jeg ikke bør tage flere ture alene. Det er jo nemt nok (ja ja) at løbe 42 km, når snakken går. De lange ture alene er derfor også mental træning til timerne alene på ultraløb, hvor det gælder! Det er kommet frem, at Kitt Andersen fra Holstebro er udtaget til VM. Kitt har ikke løbet 24 timer solo før, så hun er udtaget på sine resultater fra 2009: 100 km på 11.06 timer i Albertslund samt Mors 100 miles, som hun fuldførte lige under de tilladte 26 timer. Jeg har fået en mail fra en anden kvinde, der også har fået tilbuddet på et resultat på en kortere distance. Hun står over, da hun aldrig har løbet 24 timer solo før. Det gør hun senere i år, og jeg er ret sikker på, at hun kvalificerer sig på 'normal' vis. Hun har robustheden og psyken til lange ultraløb, så hende glæder jeg mig meget til at følge :-) Mit stafethold er kommet godt i gang. Jeg har fået tilsagn fra flere deltagere. Der er svært at lave en tidsplan så lang tid i forvejen, så det vigtigste er at få navne på deltagere, og så laver jeg den endelig løbeplan i begyndelsen af juni. Så tøv ikke med at melde dig til holdet allerede nu :-) .

lørdag den 20. februar 2010

De individuelle tiltag

På baggrund af gårsdagens indlæg har jeg fået en mail. Den handler om et af de mange private initiativer til indsamlinger til gode formål: 2 kvindelige ultraløbere, der indsamlede 28.000 kr. til La Vida (en forening til støtte for familier med børn med livstruende sygdomme) under Viborg 24 timers løb 2009. Godt løbet Conny og Kit :-) Den slags initiativer findes der heldigvis mange af. Løbere, der har fået stablet en privat indsamling på benene i forbindelse med deres deltagelse i et løb. Som regel går de ud på, at man indbetaler et bestemt beløb pr. km, der løbes. En sjov og anderledes måde at bidrage på end det sædvanlige girokort. Mht. Stafet for Livet så afholdes løbet i en række byer i 2010. Det afholdes bl.a. i Lyngby, så jeg vil se, om jeg kan samle et hold. Læsere, der bor i området, er meget velkomne til at melde sig til holdet. Det koster kun 100 kr. pr. person at deltage. Man kan også sende bidrag uden at deltage. Holdet hedder Susans Minde. Det er sjældent svært at få folk til at stille op på et hold, der løber for et godt formål. Prøv det - det er en berigende oplevelse. Men mindre kan gøre det - bare stil op i et af de organiserede indsamlingsløb. Skriv gerne hvis du hører om et i dit område, så skriver jeg en lille note. .

fredag den 19. februar 2010

Løb med et formål

Jeg deltager gerne i løb, der støtter et godt formål. Først vil jeg anbefale Tor Rønnows Løb for håb . Frivillige indbetalinger samt et evt. overskud fra Rudersdal Marathon går til formålet. I 2009 blev der sendt 10.000 kr. til Red Barnet. Endnu en grund til at deltage i Danmarks smukkeste sociale marathon. Det afholdes næste gang d. 2. maj. Steen Sjøgren (der løber sit marathon nr. 200 d. 15. maj) har i flere år arr. Socialmarathon på Amager d. 31.12. Han havde truet med at nedlægge løbet pga. det store arbejde, der ligger bag, men heldigvis er han blevet overtalt til at arr. løbet igen i 2010. Desuden er Steen arr. af PUMA Charity Run med distancerne 2 km børneløb samt 5 og 10 km. I år løbes det d. 30. maj i København. Overskuddet fra begge løb går ubeskåret til Børne/Unge-programmet på Rigshospitalet. KUUL fra Århus samler ind til fordel for hjertebørn på Skejby sygehus og Rigshospitalet. Kræftens Bekæmpelse har tidl arr. 'Stafet for Livet', hvor jeg havde et 24 timers hold i Fælledparken i 2008. Jeg ved ikke, om det arr. i 2010. Jeg har løbet for Vand til Afrika, Kræftens Bekæmpelse, Changing Diabetes for at nævne nogle løb. Send mig en mail eller skriv en kommentar, hvis du kender til et løb for et godt formål, så nævner jeg det meget gerne her på siden. .

torsdag den 18. februar 2010

Sne og hvide tulipaner

De fleste har prøvet at hamre låret ind i hjørnet af et bord. Det gør meget ondt på et afgrænset område. Præcis sådan føltes smerten i venstre lår i tirsdags. Jeg valgte derfor at droppe træningen i går, hvilket viste sig at være en rigtig god beslutning. Der var absolut intet at mærke på de 17 km i dag :-) I et naivt håb om at undgå snevejret stod jeg tidligt op efter nattevagten, og kl.13.30 var jeg ude af døren. Blæsende - uuhhh. Jeg kan ikke lide at løbe i kold vind!! Det blev til en halv time uden sne, hvorefter det væltede ned! Men det blev en rigtig god tur trods sne og blæst. Gode ben og mentalt overskud :-) Jeg sluttede turen af med at købe hvide tulipaner med hjem. Sikkert et yndigt syn i butikken: snedækket og svedig. Men hvem bekymrer sig om det? Jeg bliver i så godt humør af tulipaner :-) .

onsdag den 17. februar 2010

Landsholdet 2010

Det er stadig ikke offentliggjort, hvem der skal repræsentere Danmark til EM/VM i 24 timers løb i maj. Der er ikke mange, der lever op til kvalifikationskravene på 180 km for damer og 210 km for herrer, så Morten Pilgaard vælger at tage nogle boblere med. Dvs. folk, der ligger lidt under kravet. Vi har flere herrer, der har løbet 200-205 km, så jeg vil tro, at 200 km er min. for at komme med som herre. Lars Christoffersen har jo meldt fra pga. deltagelsen i Surgeres, og Brian Larsen er langtidsskadet. Jeg håber, Christian Frimann stiller op. Man hører intet til ham i løbet af året, men til mesterskaber er han god for løb på 210+ km. Leon Hansen, Vagn Kirkelund og Per Brølling tror jeg deltager igen i år. På boblersiden må Thomas Steenberg være udtaget. Frederik Lassen er også bobler, men han skal køre RAAM på 2-mands-hold, så han har meldt fra i år. På kvindesiden er vi kun 3, der er kvalificeret: Mette Pilgaard, Anne-Marie Rossen og mig. Jeg regner med, at de to andre stiller op. Hvem der kommer med som bobler, har jeg ingen idé om. Jeg kender kun til Tove Brodersen, der løb 172 km i Viborg i efteråret,, men jeg har muligvis overset nogle gode resultater. Under alle omstændigheder vil det være dejligt med flere kvinder på landsholdet. Selv om det er mit eget valg at satse anderledes i år, kribler det stadig, når der tales om landsholdet. Jeg siger som Arnold: I´ll be back - i 2011 :-) .

tirsdag den 16. februar 2010

Tungt, men godt

Lysten var ikke den største i dag. Min nattevagtsuge er begyndt, og jeg kunne ikke sove ordentligt, da jeg kom hjem. Jeg har lidt ømhed midt på venstre lår efter lørdagens marathon, formodentligt pga. tilbageglidet, der sker, når man løber i sne. Det får mig til at overveje, om jeg skal løbe flere motionsmarathons, før sneen er væk. Planen er at løbe Mortens fødselsdagsmarathon d.1.3. på Skodsborg-ruten, men hvis der ligger meget sne som hidtil, må jeg nok droppe det og så klare den lange træningstur alene. Restitutionstiden er længere efter et marathon i tung sne end på en snefri asfaltvej. Men ingen tvivl om hvad der er smukkest og mest hyggeligt... Dagens tur startede over golfbanen, men det stod mig hurtigt klart, at sne ikke var det ideelle underlag pga. låret. Ærgerligt, for det var vidunderligt: helt alene i den blændende hvide sne og med et par dådyr 50 meter væk :-) Mentalt var jeg ikke helt ovenpå, og det fremmede ikke motivationen at skulle løbe på asfalteret hovedvej i stedet for. Men 11 km fik jeg da løbet, så jeg er tilfreds på en dag, hvor hver en km føltes som 10... .

mandag den 15. februar 2010

Lysere, men koldt...

Så blev det snevejr igen! Det er skønt, at dagen er tiltaget med 2 timer og 42 min, og man mærker, at det er blevet lysere. Ville det ikke være vidunderligt, hvis det også blev varmere??? Når jeg ser et billede af løbere i singlet og korte tights, bliver jeg helt syg af længsel efter det gode vejr. Tænk når det ikke længere tager 10-15 min, men kun et par min. at klæde om for at løbe. Billedet er fra Eidsvoll august 2008, hvor jeg løb PR på både marathon og 6 timers løb. Rekorder, der stadig står...desværre :-/ Ellers går tankerne til Mette, der muligvis har fået en alvorlig skade 2,5 måneder før sin marathondebut. Til Peter, der stadig er indlagt efter sit hjertestop, der formodes at skyldes en medfødt hjertefejl (Please, bliv nu tjekket!!!) Til Claus Ø, der havde håbet at løbe marathon i går efter sin operation for brok i begyndelsen af januar. Han er heldigvis en sej løber med over 100 marathons på kontoen, så han lader sig ikke slå ud :-) Mandag er ofte min hviledag, så jeg har været til overleveringssyn af den tidl. lejlighed (overvejer en landsindsamling, når istandsættelsesregningen skal betales), til tandlægen pga. en tabt fyldning med dertil hørende tandpine i nat samt fået hængt billeder op. Nu er lejligheden ved at skifte status fra en bolig til et hjem :-) .

søndag den 14. februar 2010

Glad og med lidt ømme lår

Det var dejligt at løbe marathon i går. Hårdt, men dejligt :-) Foruden den lange træningstur var det også træning med min nye rygsæk. Der er nogle snore, der skal klippes kortere, men ellers sidder den godt. En af målestokkene er, at jeg i dag ikke er øm i skuldrene, selv om jeg har løbet med god vægt på hele turen. Jeg havde fyldt min 2 l. væskeblære, men da jeg kom hjem var den stadig ca. 2/3 fyldt! Det er selvfølgelig ikke så godt, at jeg, inkl. drikkelse i depoterne, kun har indtaget ca. 1 l. væske på 4,5 timer. Normalt bør man indtage 0,5 - 0,75 l. pr. time! Det er et evigt problem for mig på turene med rygsæk. På timeløbene, hvor rundstrækningen kun er 1-2 km, er det ikke noget problem at drikke nok. Her er helt klart et arbejdspunkt før GUCR. Det var en glædelig overraskelse, at jeg kunne fuldføre uden krise undervejs. Jo, jeg har lidt ømme lårmuskler i dag, for naturligvis kan jeg mærke, at jeg ikke har løbet langt i 7 uger. Desuden blev hver en muskel brugt på det ujævne underlag. Dagens restitutionstur på 7 km var lidt en 'hænderne-over-hovedet'-tur. Superglad for at tingene ser meget lysere ud end for en uges tid siden :-) .

lørdag den 13. februar 2010

Vestegnsmarathon på en trist baggrund

I går aftes modtog jeg besked om at ultraløber Peter Buhr, 41 år, er blevet ramt at en blodprop med hjertestop. Heldigvis var hans forlovede i nærheden og gav hjertemassage. Han blev genoplivet efter 3-4 min. Hvor alvorligt han er skadet vides endnu ikke, men han har da givet lyd fra sig på Facebook :-) Dette må igen mane til eftertanke - ½ år efter René Fastings død. Gør hvad du kan for at forebygge, det sker for dig. Personligt har jeg fået lavet en ekkokardiografi samt et arbejds-ekg. Jeg kender flere ultraløbere, der har haft hjerteproblemer og stadig løber ultra. Personligt stopper jeg den dag, der er den mindste mislyd med mit hjerte. Ikke med at løbe, men med de lange ture. Det er noget, man må gøre op med sig selv. Vestegnsmarathon Takket være Niels Høg kom jeg ud og løbe marathon i dag. Uden hans opfordring var jeg stået over, men faktisk gik det langt bedre end forventet. Ruten er en lang rundstrækning, og der var sne på det meste af turen. Fastkørt sne, løs sne og dyb sne. Vi fik det hele i dag. Det er hårdt for benene, at man hele tiden glider. Adskillige gange fik jeg også sparket mig selv over knysten :-/ 2 depoter ved 15 og 30 km. Slik, cola, vand og varm saft. Det gjorde godt :-) Heldigvis blev vi forskånet for sne og blæst, så bortset fra det usikre underlag var det dejligt løbevejr. Vores 4.30 gruppe blev sprængt efter 10-15 km. Vi var 6 løbere, der holdt sammen det meste af turen, men et par km før mål faldt 3 tilbage, og jeg kom i mål med Niels og Lennart Skoog på 4 timer 25 min. Benene er noget brugt lige nu. Første tur over 25 km siden 1.januar. Så skal jeg bare kunne løbe 191 km længere... .

fredag den 12. februar 2010

Motivation udenfor vinduet

(Udsigten på en mindre solrig dag end i dag) Jeg er meget glad for min nye lejlighed. Det, jeg holder allermest af, er udsigten fra min altan. Jeg ser ud over golfbanen, hvor jeg ofte løber, og når solen skinner, som i dag, er det umuligt at lade være med at snørre løbeskoene. Det er motivation i øjenhøjde :-) I morgen venter Vestegnsmarathon i 4.30-timers gruppen. En rundstrækning på 42,195 km så der er ingen mulighed for at bakke ud. Jeg har forsøgt at få Niels til at stille op i træsko, så han er sat lidt ud af spillet, før starten går, men mon han retter sig efter det 'gode' råd? ;-) .

torsdag den 11. februar 2010

At lave ugeregnskab

Nogle læser deres løbe-ugeregnskab fra mandag til søndag, men sådan kan man ikke gøre det op. Et ugeregnskab skal altid læses "8 på hinanden følgende dage bagud". Ikke noget med at nulstille mandag morgen og så 'glemme' at man løb 42 km om søndagen. Med det som udgangspunkt er jeg ved at få et problem. Pga. den sidste måneds nedsatte træningsmængde skal jeg trappe langomt op igen. En mail fra Coach Jesper anbefaler 60-70 km i denne uge. Ikke noget med at indhente tabte km og løbe noget så vildt som 100 km! Mine matematiske evner er ikke min største force, men jeg kan nok regne ud, at da jeg nu har løbet 50 km fra søndag til torsdag (trods to hviledage), så bliver facit for ugen inkl. lørdagens marathon 70 km + nogle km i mente ;-) .

onsdag den 10. februar 2010

5 år

Som det fremgår af min baggrundshistorie, begyndte jeg at løbe, da min veninde Susan var i sidste fase af livmoderkræft. Jeg brugte løb som terapi, og jeg tog til efterretning, at man ikke kan sikre sig mod sygdom, men man kan gøre en aktiv indsats for at mindske risikoen. Selv om løb i dag er en uundværlig del af mit liv af mange årsager, så ligger alvoren for starten på mit løberliv altid lige bagved. I dag er det 5 år siden, Susan døde. 5 dage før sin 50 års fødselsdag... .

Artikel i Krop og Fysik

Så kan artiklen i Krop og Fysik læses online. I venstre side er en rubrik, der hedder 'Læs Krop og Fysik online'. Klik på den og skriv '34' i sideangivelsen nederst på siden - eller læs hele bladet :-) .

tirsdag den 9. februar 2010

Mænd, der lokker og kvinder, der ikke kan sige nej

Jeg er ikke i form, men det kribler for at løbe et motionsmarathon. Jeg savner de lange ture og samværet med de andre løbere. Jeg har ikke løbet marathon siden 1. januar - 6 uger!!! Planen var at bruge 3 uger på at komme lidt i form. Nok til at løbe Morten Walters fødselsdagsmarathon d. 1.3. på Skodsborg ruten. Den plan faldt til jorden, da Niels Høg sendte en sms, om jeg ikke vil med til Vestegnsmarathon på lørdag? Et løb, jeg ellers har meldt afbud til. Hvor længe tror i, det tog ham at overtale mig til at deltage alligevel? :-D Niels har lovet at blive ved min side under hele løbet, og Torben Jensen har lovet lidt ekstra godt i depotet, så kan jeg jo bare ikke sige nej ;-) Jeg har en rygrad som en regnorm i den retning! På dagens tur havde jeg min nye vest på. Det er lige tidligt nok for mig at løbe uden jakke, fandt jeg ud af. Småfrøs på det meste af turen på armene trods 3 lag trøjer. Kroppen var varm nok pga. vesten. Den er behagelig at have på, og der er dejligt brede refleksbånd på. Jeg skal lige løbe et par gange mere med den, før jeg kan konkludere endeligt. Det kan godt være, det ser lidt tungt og utrænet ud, når jeg løber, men til gengæld løber jeg i byens flotteste refleksvest :-D 22,1 km fra Birkerød til Virum ogr retur med de lange, seje bakker i Holte. Jeg synes, jeg er kommet godt i gang, og overskuddet er helt sikkert ved at indfinde sig igen :-) Min roommate fra 6 dages løbet Lars Skytte Christoffersen er inviteret til Surgeres i maj. Det er en stor ære at blive inviteret. Forplejning i topklasse og mulighed for at konkurrere med de bedste i verden. Læs mere her .

mandag den 8. februar 2010

Ny refleksvest

Jeg har mistet min refleksvest. En af de neongule, som vi alle kender. Ikke den flotteste farve, kan vi vist hurtigt blive enige om! I det seneste nr. af Løbemagasinet er der omtalt en kombineret refleks- og vindtæt vest i en lækker gylden farve fra Raidlight. YES! Den har jeg bestilt hos Racegear.dk til 374 kr. inkl. levering. Dyrt for en refleksvest? Ja, men husk at den også fungerer som vindvest, og så er det såmænd ikke så dyrt :-) .

søndag den 7. februar 2010

Filmanbefaling

"He was a prisoner who became a president. To unite his country, he asked one man to do the impossible" Jeg har set filmen 'Invictus', instrueret af Clint Eastwood og med Morgan Freeman og Matt Damon i hovedrollerne. Det er en fantastisk film om Nelson Mandelas brug af sport til at samle det splittede land. Rugby World Cup 1995, der blev afholdt i Sydafrika, bragte sorte og hvide sammen i begejstring over deres undertippede holds succes. Der er kun en ting at sige - SE DEN. Også hvis du som jeg ikke aner, hvad rugby går ud på ;-) .

Omprioritering

Den sidste tids manglende træning betyder, at jeg omprioriterer sæsonens mål. Jeg løber de planlagte løb, men målsætningen har ændret sig. 6 timers løbet i Randers bliver nu en lang træningstur uden PR som mål. Ingen kommer i form til en PR på 5 uger! Nu bliver det i stedet for et løb med mange gode løbevenner. På startlisten står bl.a. Norges bedste kvindelige ultraløber Margrethe Løgavlen. Hvis hun er i form og rammer dagen, er her løberen, der slår samtlige deltagere med et løb på over 80 km. Landets bedste herreløbere bør melde sig, for de vil blive presset til det yderste, hvis de skal stille noget op overfor Margrethe! Målsætningen for GUCR er også nedjusteret fra at løbe en god tid til at gennemføre under de tilladte 45 timer. Det er i sig selv en præstation. Jeg har dyb respekt for et løb, der gør det af med rutinerede og dygtige ultraløbere som Kent Møller og Geir Frykholm. Nu bliver sæsonens hovedmål at komme over de djævelske 200 km i Skövde. Med 6,5 måneders træning burde det være muligt, hvis jeg kan holde mig skadesfri. Jeg har ondt i højre skulder. Det er en gammel skade fra et fald på cyklen for 2 år siden. Smerterne betød, at jeg måtte stoppe rengøringen tidl. end planlagt. Det gav plads til en længere løbetur. 22,3 km på Kongevejen mod Virum. Det betød flere lange, seje bakker. Benene blev lidt tunge sidst på turen, og pulsen var højere end den burde være. Men det var vel at forvente. Jeg har det fint med at ændre målsætningen for året. Det er stadig høje mål, synes jeg, så den del har jeg ikke slækket på. De er bare anderledes :-) .

lørdag den 6. februar 2010

Når bøtten vender...

Først havde jeg tænkt at slette dagens første blog, men faktisk viser den med al tydelighed, hvad løb betyder for mig og mit velvære. Løber - det er ikke noget, jeg gør. Det er noget, jeg er. Fra nybegynder til ultraløber. Det er en del af min personlighed. Det har så stor en plads i mit liv, at min sindstilstand bliver påvirket, hvis jeg ikke løber. Da jeg havde skrevet det første indlæg, tænkte jeg: Hvad sker der for dig? Så langt tillader jeg aldrig mig selv at komme ud i fortvivlelsens fangarme! På bordet lå løbetøjet fra sidste gang pænt i en bunke. På med tøjet og løbeskoene. 16 km i den rolige aften. Musik i ørene. På et tidspunkt løb min mp3 tør for batteri, og det satte noget i gang i mig. Det var det, der var sket! Jeg havde tilladt mig selv at løbe tør for strøm. Glemt at jeg lader op, når jeg løber. Det er der, jeg henter min energi og mit overskud. Der, hvor jeg får sat tingene på plads. Løb er min uudtømmelige energikilde. Ikke ultraløb. Det løber jeg, når jeg har overskud eller trænger til at udfordre mig selv. Men turene på 10-15 km - de er nu blevet uundværlige! Både for min sundhed, men også for min mentale tilstand. Jeg nåede som sædvanligt langt omkring på de 16 km. Den tidl. lejlighed skal overleveres på mandag, så den er jo snart ude af verden. Mht. den nye, så skal jeg jo ikke flytte lige med det samme, så jeg når det nok. Jon Harald blev lagt i kassen med '2009' på. Nu skriver vi 2010... Da det var på plads, blev det igen tid til at drømme. Drømme er det, der driver mit ultraløb. Den ultimative drøm er at opfylde Jesper Olsens profeti: at mit potentiale rækker til dansk rekord i 24 timers løb. Den nuværende er 217,750 km! Med den drøm er der faktisk ingen undskyldning for ikke at få trænet; også af hensyn til mine medmennesker, der ellers skal lægge øre til ynk og jammer. Tak til dem, der har skrevet opmuntrende ord efter det første indlæg. Jeg har læst dem med stor glæde, og de varmer :-) .

Rock bottom

'The only place to go when you hit rock bottom is up' Jeg opfatter alm.vis mig selv som et velfungerende menneske med overskud til hvad der kommer min vej, men lige nu knækker filmen. Jeg synes, jeg aldrig bliver færdig med den gamle og nye lejlighed. Dårlig samvittighed over ikke at få trænet. Indre kaos pga. et forhold, jeg ikke kan begrave. Ondt i ryggen og skulderen. Lige nu koger det hele over, og jeg er slidt! The hardest part is what to leave behind. It's time to let go! Peter Plys Den dumme bjørn er fuld af kloge ord: Det sner stadig. Og det fryser. Men vi har ikke haft et jordskælv for nylig Måske handler det hele bare om at sætte tingene i det rigtige perspektiv?

fredag den 5. februar 2010

Desperationen trænger sig på

Desperationen er ved at nå nye højder, fordi jeg stadig ikke kommer ordentligt i gang med træningen, men efter weekenden ændrer tingene sig forhåbentligt. Jeg flytter stadig rundt på tingene i den nye lejlighed, men det begynder heldigvis at ligne et hjem. Det hjælper, når vi får sat billeder op lørdag eller søndag :-) Jeg mangler slutrengøringen i den gamle lejlighed, og det skal overstås i denne weekend, så jeg kan overdrage nøglen mandag morgen. Når den er afleveret, kan jeg slappe af, og så bliver der igen mentalt overskud til struktureret træning, håber jeg. Ellers ser det godt nok sort ud!!! Det er ikke nemt at overbevise mig selv om, at en uges pause ikke skader det store. Folk tager jo også på ferie og vender restitueret tilbage. Problemet er bare, at jeg ikke har restitueret, men slæbt som en hest! Et opbygget søvnunderskud gavner heller ikke. Jeg har kun sovet 3-4 timer efter mine nattevagter, fordi jeg føler, jeg må tidligt op og videre med indflytningen. Det er vigtigt, at kroppen er veludhvilet, når jeg skal træne meget, så lige nu står jeg i en lose-lose situation :-( Send venligst gode og lyse tanker denne vej... .

torsdag den 4. februar 2010

Krop og fysik

Der er en to siders artikel om samarbejdet mellem min fysioterapeut Vibeke Løchte og mig i februar nr. af 'Krop og fysik', der kan fåes i de fleste fysioterapier. Artiklen lægges formodentligt på nettet senere, og så skal jeg nok linke til den. .

onsdag den 3. februar 2010

Nu sker der lidt

Det kommer lidt bag på mig, hvor meget det tapper mig fysisk og mentalt at flytte. Jeg føler mig slidt og kan kun overskue det mest nødvendige. Nu forstår jeg bedre, at det står så højt på stressfaktorlisten. Lige nu kan selv ikke George Clooney få mig til at flytte igen! For at jeg ikke skal komme totalt ud af form, har jeg måtte træffe en beslutning om, at det må tage lidt længere tid at komme på plads, så jeg kan passe min træning. Det har nu været 1 måned med nedsat træning. Først den forvredne fod, så sygdom og nu flytning. Jeg har derfor meldt fra til Vestegnsmarathon d.13.2. Jeg har for stor respekt for distancen til at stille op i dårlig form. Fordelen ved at være ultraløber er, at man med dags varsel kan tilmelde sig et marathon, fordi grundformen er god nok til, at man altid kan løbe 42 km. Derfor kan jeg godt komme i tvivl om, jeg pt. er berettiget til at kalde mig ultraløber :-( Men jeg er optimist, og selv om formen langt fra er, som den burde være, så har jeg bestilt fly og hoteller i Birmingham og London i forbindelse med GUCR. Dette er sket i samarbejde med Kent Møller fra DUUL. Kent har deltaget i GUCR to gange tidl. uden at gennemføre trods sin store erfaring med ultraløb. 3. gang er lykkens gang, og forhåbentligt får Danmark for første gang to fuldførende løbere :-) Snerydningen lader meget tilbage at ønske i Birkerød. Fortovene er ikke ryddet et godt stykke tid, og cykelstierne er også nedprioriteret. Men der er lys forud. DMI lover sol over byen på torsdag i næste uge! Desværre sker det i kombination med nattetemp. på - 15 gr., så hvor meget jeg skal glæde mig, ved jeg nu ikke ;-) .

tirsdag den 2. februar 2010

Midt i en snestorm

Så vælter sneen ned igen! Vi var heldige at få flyttet vores ting på en af de få dage uden sne og kraftig vind :-) Flyttekasserne står over hele lejligheden, og det kommer til at tage nogle dage at få sat alt på den rette plads. Der flyttes lidt frem og tilbage på tingene. Men nettet virker igen, og så kan det jo ikke gå helt galt ;-) Hver en muskel i min krop er øm efter at have slæbt møbler og andet indbo ud af vores rækkehus og op på 2.sal. Vores katte var helt rundt på gulvet, da alle tingene forsvandt om ørene på dem i huset, men det ser ud til, at de er faldet godt til i deres nye hjem. Jeg havde frygtet kattehyl den halve nat, men det eneste, jeg hørte, var en stille knurren, fordi det var dejligt at sidde i sofaen med sit menneske igen. Det er udekatte, så jeg er spændt på, hvad der sker, når det bliver varmere i vejret. Lige nu er det ret let at få dem til at blive indendøre! Pga. ømheden i kroppen er det kun blevet til 8 km roligt løb i dag. Tiden er begrænset, til vi er helt på plads, men 8-10 km skal der være plads til. Det er på tide at træne mere intensivt og målrettet frem mod GUCR. Tiden flyver afsted!!! .

mandag den 1. februar 2010

Marathon med bare mænd

Michael 'Hjulbenet' Nielsen er arrangør af nogle af landets sjoveste marathons. I sommers løb vi bl.a. Ølmarathon med forskellige øl i samtlige depoter. Efter løbet var der arr. spisning og musik i et stor telt i haven. Kanongodt initiativ :-) I weekenden blev der afholdt Genbrugsmarathon. Som det fremgår af billedet, var det en festlig dag i det sydfynske. Desværre uden mig pga. flytningen. Det syn ville jeg gerne have set LIVE :-P Vi er kommet godt over i den nye lejlighed. En krævende uge er næsten overstået. Der er stadig meget at sætte på plads, og den tidl. lejlighed skal ryddes op. Men det værste er overstået, så fra i morgen er jeg klar til at genoptage træningen. Min coach mener også, at det er på tide!!! .